Udvalgte uddrag af piecen

Efternavnets historie, Eva Villarsen Meldgaard, Afdeling for Navneforskning

Bøndernes to efternavne

Langt den største del af Danmarks befolkning var før industrialiseringen bønder. Bondestanden havde bevaret den ældgamle skik at kalde sig ved fornavn og ægte patronym (far: Hans Jensen, børn: Jens Hansen, Maren Hansdatter). Denne kombination af fornavn og patronym måtte nødvendigvis blive stereotyp da der var meget få navne i brug i bondestanden, og på grund af opkaldelsesreglerne gik de samme navne igen og igen som fornavne og patronymer.

Bønderne havde imidlertid ikke svært ved at identificere hinanden da de fleste bønder foruden patronymet bar endnu et tilnavn. Disse uofficielle efternavne som man i mangel af bedre har kaldt arvelige eller folkelige tilnavne, spillede så stor en rolle fordi de omfattede et langt større antal navne end de på landet almindelige mandsnavne der jo også dannede førsteled i patronymerne.

...

De fleste tilnavne var arvelige, men ikke på samme måde som borgernes og adelens slægtsnavne. Hovedreglen er at sønnerne arver faderens tilnavn. Men tilnavnet kan også følge med gården. Den der ægter en enke med gård, kan få hendes afdøde mands tilnavn, og den der ægter en kvindelig arving til en gård, kan få sin svigerfars tilnavn. Tilnavnet kan også erhverves ved køb af en gård. Og et dåbsbarn kan få sin gudfars tilnavn.

De folkelige tilnavne tjente kun undtagelsesvis som tillæg til patronymet (Hans Pedersen Kusk); som regel trådte de i daglig omtale i stedet for patronymet (Hans Kusk). Og man havde svært ved at opspore en person ude på landet hvis man kun kendte ham ved fornavn og patronym (Hans Pedersen).

Forordningen af 1828

Indtil 1828 havde man i kongeriget Danmark kun indført dåbsbørnene i kirkebøgerne ved fornavn. Men i 1828 udstedtes en "Forordning om Adskilligt, som i Henseende til Daaben bliver at iagttage", og i slutningen af § 18 støder man på denne helt ukommenterede sætning: "Iøvrigt bør hvert Barn ved Daaben benævnes ei alene med Fornavn, men og med det Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære". For at vejlede præsterne udsendtes samme år et cirkulære hvori det fastslås at barnefaderen selv måtte vælge om dette familie- eller stamnavn skulle være hans eget folkelige tilnavn, et ægte patronym dannet på den gamle måde eller navnet på familiens hjemsted, altså et stednavn. Blot skulle alle hans børn have samme slægtsnavn, og dette slægtsnavn skulle, som der står, blive at vedligeholde i familien hvis ingen bevilling til afvigelse erhverves. Året efter kom endnu et cirkulære, og det fastslog at pigebørns ægte patronym for fremtiden skulle dannes med -sen og ikke som hidtil med -datter.

Med 1828-forordningen gik det hele galt. For de danske bønder gjorde nøjagtig som befolkningen i Sydslesvig havde gjort det i 1771 og lod det ægte patronym indføre i kirkebøgerne som barnets familie- eller stamnavn. Og omkring 1850 måtte myndighederne erkende at 1828-forordningens tilbud om frit navnevalg var endt som en karikatur af en slægtsnavnedannelse. I stedet for problemerne med de vekslende patronymer stod man nu med det problem at næsten hele bondestanden som familie- eller stamnavn havde et arveligt -sen-navn.

Rundskrivelsen af 1856

Myndighedernes næste træk gjorde kun ondt værre. I 1856 udstedte Kirke- og Undervisningsministeriet en såkaldt "rundskrivelse", et cirkulære til alle landets biskopper, om at det frie navnevalg var slut, og at det slægtsnavn man havde valgt efter 1828-forordningen, skulle være gældende for alle senere slægtled. Hermed var det officielt slut med at give sine børn det ægte patronym som slægtsnavn, og forordningen vakte enorm forbitrelse hos generationen af bønder født efter 1828 som nu stod over for selv at skulle navngive børn.

Piecen i sin helhed kan læses på adressen
http://nfi.ku.dk/publikationer/webpublikationer/ddsoefternavnetshistorie.pdf/