Jeg voksede op i et trygt og godt hjem, som også havde været min mors barndomshjem, da hun som 1-årigt barn blev adopteret af sin gudmor Dorthea Søgaard og dennes mand, Niels Søgaard, som døde tidligt. Denne Dorthe² Søgaard var et meget godhjertet menneske, der aldrig afviste nogen tigger, som bad om mad og nattely. Landsbyen, hvor de boede var Hellerød i Søndbjerg sogn på Thyholm, der vistnok nu hedder Sydthy kommune. Men det hændte tit, at gårdmændene, også i Søndbjerg, sagde til tiggerne, som der var mange af den gang, at de kunne gå op til Dorthe Søgaard. Sidstnævnte blev senere mine ældre søskendes elskede bedstemor - eller Gammel-muer, som det hed på vestjydsk. Mor har fortalt mig, at min søster Sidsel Marie - opkaldt efter mors rigtige mor, der var gift med Kr. Poulsen i Søndbjerg, hvor han havde en landejendom - sagde, da bedstemor døde, at nu syntes hun aldrig, hun kunne blive glad mere. I et album er der et gammelt, falmet billede af mors "rigtige" mor; at det er det, kan jeg se af, at det er fotograferet i Randers hvor mors yngste søster Else Kathrine boede.

Jeg husker tydeligt, at vi engang havde besøg af denne moster, som vi syntes, var en meget fin dame. Hun havde en lille kapot-hat³ på hovedet og et "fransk schavl" eller sjal, som vi nu siger. Hun var lykkelig gift med en skibsfører Sørensen, men så skete det sørgelige, at han omkom ved en forgiftning med kulilte i sin kahyt og hun stod så ene tilbage med tre børn: Kristiane, Sine og Peter, som så kom til Thyholm og blev fordelt mellem familiemedlemmer der. Else Kathrine levede som enke af at gå på arbejde, især hos den daværende landstingsmand Thygesen. Der kom prins Kristian (senere kong Kristian d. 10.) engang forbi og gav Peter en tokrone, da moderen vaskede trappen. Peter husker jeg bedst. Han kom i smedelære hos smeden i Hellerød, og han kom om aftenen og købte sødmælk for 8 øre pr. pot.

Men tilbage til mine forældre, som blev gift i 1868, det var det år, da der i hele landet var en frygtelig tørke. Han var kommet fra Snedsted, men en mand fra Hvidbjerg, som også hed Damsgaard ligesom min far sagde, at min far var født på gården Damsgaard i Sønderhaa, og det var derfra han havde navnet D. Hans fulde navn var Johan Kristian Damsgaard, og han var kommet til Thyholm sammen med en Tømrermester Krogstrup⁴, af hvem han måske har lært faget, og han blev en meget dygtig tømrermester, som byggede mange gårde og huse også i nabobyerne. Men hvor må det hav været et slid. Jeg husker endnu, at han drog af sted ved 4-5 tiden om morgnen og kom sent hjem. Om sommeren var der fyraften kl. 8 og muligvis også om vinteren. Da stod far og svendene og lavede døre og vinduer til den kommende sommers byggeri. Her på Sjælland er det arkitekter eller murermestre, der laver tegninger og beregninger, men da jeg var barn, var det min far, der lavede disse ting. Først lavede han et udkast på et glat bræt og brugte da en flad blyant. Senere overførte han tegningerne til karton.

Det blev så min mor og vi børn, der passede den lille landejendom, og det var noget besværligt med køerne, der skulle trækkes ned i engen, som vi ellers holdt så meget af. Vi var nemlig nødt til at gå enten over N. Krabbes eller Kr. Krabbes brakmark og gamle Kr. Krabbe var en meget vranten person. Men hvem var vi? Ja, i årenes løb var flokken blevet til 9. Hanne, som var 4 år yngre end jeg, har beskrevet engen så smukt i "Familien Damsgaard m.fl". Den ældste var Dorthea, som i min barndom tjente hos Søren Jensens i Serup, men siden rejste til Fyn, hvor hun først blev mejerske på en stor gård, men siden blev gift med Rasmus Hansen, der var bestyrer på andelsmejeriet Rosvang og senere ejer af Kaslunde mejeri og til allersidst gårdejer på Nordfyn. Sidsel Marie tjente først hos Jens Kr. Lunde, der havde en gård nær ved stranden (Limfjorden). Fra den tid skriver sig en adresse, som Dorthea havde skrevet på et brev til Sidsel, som hun dengang blev kaldt: Blækket er blakket, skribenten er træt, men brevet skal dog vandre, ind ad J. Chr. Lunds port. Jeg mindes, at hun tjente hos N. Krabbe, men så rejste /hun/ til Sønderjylland, hvor hun først tjente i Stormsgaard, men senere hos "Nis og Agathe" i Ravsted, men når man skrev til hende var det Rapsted pr. Apenrade. Da var Sønderjylland jo taget af Tyskland. Men Sofie var jo ældre end Marie, som hun nu blev kaldt, da de dernede ikke kendte det først navn.

Da Sofie var 1½ år fik mine forældre en stor sorg. Hun blev meget syg, ja, hun slog hovedet ned i puden gang på gang og skreg hjerteskærende. Der måtte hentes læge i Vestervig, det var den nærmeste og der var mindst 4 mil dertil, så der blev sendt to hestekøretøjer af sted med nogle timers mellemrum. De skulle så afløse hinanden. Denne læge erklærede, at det var hjernebetændelse. Mor fortalte mig, at hun bad så inderlig til gud om, at hun dog måtte beholde hende, men hvis hun havde kendt Sofies fremtid, ville hun ikke have gjort det. Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste H.C. Andersens "Historien om en Moder".⁵ Ganske vist overlevede hun sygdommen, hun kom sig langsomt, men var ikke som før. Hun havde kunnet sige enkelte ord, bl.a. "spand", men det blev efterhånden til spa--ind og så glemte hun også det. En dag, da min mor havde sat hende op på bordet for at klæde hende på løb Dorthea uden for vinduet. Hun bankede på ruden og råbte "Sofie", men S. reagerede ikke. Om aftenen da far kom hjem fra arbejde, sagde mor: "Nu ved jeg, hvad Sofie fejler, hun kan ikke høre". Nu rejste far med hende til læge og til den kloge kone i Vindblæs, og til sidst til en professor i København. Der var på den tid, det må have været i 1872, ingen jernbane i Vestjylland. De sejlede fra Tambohus ud gennem Limfjorden, ned gennem Kattegat og videre til København. Denne professor sagde, at der var intet at gøre, men nu blev der bygget et institut i Fredericia, og så ville der komme besked om, at hun kunne bringes dertil.

Imidlertid voksede hun op og blev et smukt og kvikt barn, der med håndbevægelser og mimik kunne gøre sig forståelig, f.eks. kom hun engang hjem - efter en tur ned i byen - med et stort stykke brunt sukker (kandis). På mors spørgsmål om, hvem der havde givet hende det, svarede hun ved at puste kinderne op og vise stor tykkelse med hænderne, og så var mor klar over, hvem der var giveren. Da hun var 8 år gammel kom "indkaldelsen". og far rejste så den samme vej gennem Limfjorden og ned til Fredericia⁶, hvor hun kom til at bo det første år på instituttet, senere i pleje hos en madam Jensen. Hun forærede hende en smuk guldbroche, der havde tilhørt en afdød datter, og da Sofie efter 8 års forløb med skolegang og konfirmation kom hjem, blev hun ved med at stå i forbindelse med den fordums plejemor.

Mor har fortalt, at da Sofie første gang kom hjem, hentede de hende i Struer, da var jernbanen altså nået så langt. Mor pegede på hendes mund, hvor der mang- lede en fortand og de hørte hende sige tydeligt og til deres store glæde: "Forstanderen har taget den ud". Hun har senere forklaret, hvordan de lærte lyde- ne. De lærte at forme lydene ved at indstille tunge og læber på en bestemt måde, og det blev så skrevet på den store tavle, hvad de forskellige lyde hed. Men det var svært at huske, hvor trykket på stavelserne lå. Der var en af døtrene i præstegården der sagde: "Sofie sagde moster Ané". Vi syntes jo, det var så let at forstå hende, ja lige så let som enhver anden, ligeledes aflæste hun med lethed andres tale ved at se på munden, når man talte langsomt og tydeligt. Fremmede måtte undertiden skrive enkelte ord.

Da hun som 16-årig vendte hjem, var hun vel uddannet i alle fag og kunne skrive fejlfri dansk, var dygtig til håndarbejde og kom derfor i sylære hos vor kusine Karen i Styvel, så hun senere kunne forsørge sig selv. Men jeg har forstået, at hun i de første år, da der var kommet en mindre søster (S. M.), tit var mindre sød over for denne; hvis Sidsel fik noget nyt tøj ville Sofie have det, og på grund af hendes invaliditet blev hun jo nok føjet mere, end det var heldigt. Hun vedblev at ha' store evner i at efterligne andre mennesker - samme evne som senere også Kirsten var i besiddelse af. Sofie kunne også tegne mennesker, så det lignede vedkommende.

Den første tid derhjemme, som jeg husker tydeligt, var vi mange mennesker. Sofie boede i gæsteværelset, Kristen var lærling hos far og sov i "overkammeret", sommetider sammen med en svend. Dette værelse var anbragt et trappetrin op fra dagligstuen over kælderen og med overdelen af bageovnen ragende ind, så det gjorde nytte som bord. I min barndom var det sådan, at vi børn først satte os til bords, når far havde sat sig ved bordenden. Ved dagens hovedmåltid om middagen fremsagde far bordbønnen: "Tak vor Gud miskundelig, at vi fik mad så rigelig". Vi havde altid rigeligt både af brød og kødvarer. Før jul slagtede vi en gris, om efteråret blev der købt et lam eller et halvt får, af det fik vi så røget fårelår, der smagte godt som pålæg. Af tællen i fåret lavede mor lys, det var meget spændende at se på, de første var så hvide og smukke.

I kælderen havde vi saltkarret, hvori der opbevaredes kød og stegeflæsk, ligeledes lavede mor selv rullepølse af "slaget", mellemgulvet hos grisen; der skulle hakkes kød til pølser, som ved enderne blev lukket med "pølsepinde"; der skulle også koges blodpølser og meget blev stegt som en stor blodpandekage. I disse blodretter var der rosiner og rugmel: da vi kom til Sjælland⁷, så vi, at man her brugte fine byggryn i stedet for mel og det var bedre. Kirsten holdt så meget af blodpølse, så vi kaldte hende "Kjen" Pølse (jydsk udtale af Kirsten ellers Kjesten). Ja, det vestjydske er ikke så kønt, men der er noget djærvt ved det. I stedet for "jeg" sagde vi "æ", det samme bruges i Sønderjylland og Harboøre, ellers vist "a" i det øvrige Jylland. I Vejstrup, hvor jeg var lærerinde, sagde folk også "æ", men det sogn var jo også et af de 8 sogne, som blev ved Danmark, da Tyskland tog det øvrige Sønderjylland.

Tilbage til barndommen. Jeg lærte tidligt at læse, det var nok af Kirstine, senere kaldet Titte, det var også hende, der fulgte mig i skole den første dag. Jeg blev kaldt op til læreren, det var vist den gamle Bendtsen; vi syntes det var så mærkeligt, når min far kaldte ham Jens. De var nemlig fra Snedsted og havde gået i skole sammen. Jeg tog bibelhistorien og slog op på et stykke, som jeg holdt så meget af. (Der var nok lidt plettet der). "Jesus sagde til to af sine disciple: Gå ind i den by, der ligger foran jer, der ser i en mand, som bærer en krukke vand. Gå efter ham ind i det hus, hvor han går ind, og sig til husbonden der: Mesteren vil gerne komme her og holde måltid med sine disciple". Jeg tror nok, jeg fik ros, og så gik jeg ned på min plads, og dagens øvrige timer gik nok mest med at skrive tal og bogstaver, og lidt hørte man vel også af det, der var for de større børn. Der var jo kun 2 klasser - fra 7-10 og fra 10-14 år.

Imidlertid var Astrup blevet lærer i den gamle skole der lå mellem Søndbjerg og Hellerød. Han var en dygtig, måske nok lidt streng lærer, men vi lærte godt hos ham, både Danmarkshistorie og geografi foruden bibelhistorie og salmevers. Men hvad der lå uden for Danmark, fik vi ikke meget at vide om. Min mand derimod havde af sin lærer Nelleman, fået en del at vide om den øvrige verden. Lidt viden i så henseende fik jeg af en skrivebog, hvor alle overskrifterne var, hvad man vist kalder "bevingede ord", f. eks. "Kartago bør ødelægges", (Kato den Ældre), "ter- ningerne er kastet", (Cæsar ved Rubicon), "Nu er også den armé min" Napoleon 1802, "Cedertræer vokser på Libanons bjerge", "Qvirintius var landsherre i Syrien år 1" osv. Derfor var det en stor oplevelse for mig, da jeg fik en lille verdenshistorie, da jeg skulle læse til optagelsesprøve i 1906.

På samme måde var det med botanik. Vi havde senere en skrivebog, hvor forskrifterne på øverste linie drejede sig om blomster (i alfabetisk orden). Anemoner pryder skovene i forårstiden; bulmeurt er en meget giftig plante (her var det måske cedertræerne omtales); dunhammer har store valseformede aks; engblommer pryder engene mange steder; gøgeurter findes i mange tusinde arter...narcisser er beslægtet med liljerne." Jeg har tidligere kunnet huske dem alle, men det kan jeg ikke mere. Men disse ringe forkundskaber bevirkede, at jeg i seminartiden gik meget op i botanik, fik da også ug i faget sammen med Zoologi.

Jeg holdt meget af at gå i skole. Selv om det var snevejr, ville jeg absolut af sted. Engang var det blevet tøvejr, så satte sneen sig fast under træskoene - gummistøvler kendtes ikke dengang - og man kom til at gå på "stylter". Jeg husker, jeg faldt om i sneen og blev liggende, havde måske slået mig. Så kom far og bar mig ind. Han havde ikke meget tid til at give sig af med os. Men han gik somme tider med mig og vel ligeså med de andre, stående på sin træsko; jeg husker også huske, han sang for os en sang: Jeg har lov til at synge med mit barn hvis jeg vil, visselulle osv.

Vi havde en dejlig legeplads i (æ Saajngrav⁸) sandgraven, der fandtes næsten lige ved vort hus. Der var en skråning fra vor mark derned, og der fik jeg en afstraffelse af min mor, som så, at jeg sammen med Karen Maries Dorre - eller Dorthea, som hun jo hed, kravlede op og ned på knæene. Det var jo ødelæg- gende for strømpeknæene, og var der hul der, var strømperne færdige med at se godt ud. Det var nu bare et dask bagpå uden på tøjet. Men det er den eneste gang, jeg mindes noget sådant. Dernede i sandgraven var der nu ikke meget sand at se, men grus og mos. Vi plukkede mos og lavede moshuse, og vi "drev so i hul". En gang havde vi glemt at holde øje med Hanne. Pludselig vidste vi ikke, altså Kirsten og jeg, hvor Hanne var. Mor kom og spurgte: "Hvor er lille Hanne"? Ja, det vidste vi ikke, og vi blev forfærdelig bange, for hun kunne jo være faldet i brønden. Det var en brønd, der var lukket med en låge, som hun kunne ha' lukket op og være faldet ned og druknet. Men så skete det glædelige, at mor tog os med ind og viste os, at Hanne lå og sov nok så sødt. Hvor blev vi dog glade, og vi havde fået en gavnlig lærestreg.

Skoletiden blev jeg ikke færdig med at omtale. Jeg holdt især meget af regning, og da vi havde få bøger at læse i - der var en hylde over døren mellem køkkenet og stuen og der stod vore få bøger, bl.a. bibelen, salmebogen og en prædiken- samling hvoraf far somme tider læste en prædiken for mor, nå, ja så satte jeg mig til at regne og nåede på den måde langt frem i regnebogen, til sidst nåede jeg i skolen til opgaver givet ved 4. klasses hovedeksamen⁹, ja, jeg tror endda til nogle opgaver, der var fra lærereksamen. Jeg lærte om kvadratrod og kubikrod osv. Det kom mig også senere til gode.

Men så kom den sørgelige vinter, da både far og mor blev syge og det var den vinter, da jeg skulle gå både til konfirmationsforberedelse og 4 dage i skole. Far havde fået en slem betændelse i det ene knæ, så det hovnede op, han kunne slet ikke være oppe, men /måtte/ gå til sengs, og samtidig blev også mor sengeliggende, fordi hendes venstre ben hovnede op i fodleddet, så hun slet ikke kunne tåle at træde på det. Mine forældre var ikke medlemmer af sygekassen, fordi far var for gammel til at blive medlem, da en sådan blev oprettet, jeg tror, det var ved lærer Aggerholms initiativ. Vi fik imidlertid tilkaldt dr. Effersø, en stormægtig person i stor pels; han jog en spids kniv i det dårlige knæ, så blod og materie flød ud. Om mor sagde han, at det var en tuberkuløs betændelse og benet skulle amputeres. Det syntes mor var en frygtelig tanke, og da samtidig den "unge Kr. Krabbe", far til den senere kendte cand. theol Otto Krabbe, kom og fortalte, at der var en meget dygtig læge i Thisted; han vidste det fra sin søster Mette; han syntes, mor skulle prøve at søge ham. Så kom min søster Dorthea fra Fyn og rejste med hende til Thisted. Dr. G. mente, det var en gigtlidelse, der skulle behandles med vanddampe, hun lå så der en tid og fik denne behandling. Jeg husker endnu hvor primitivt dette sygehus var, sand- strøet gulv og gammeldags lokum. Mor lå sammen med en jævnaldrende kone, Ane, og de havde det hyggeligt sammen, især når nattevagten, der var fiske- sælger om dagen, lavede kaffe om natten og delte den med de to patienter. Da en tid var gået, kom mor hjem igen og far havde så lavet en kasse, som mor satte det dårlige ben ind i og så stod der på gulvet et kogeapparat med en keddel, hvorfra dampen gennem en slange førtes ind i kassen. Det hjalp desværre ikke.

Hvordan vore husdyr blev passet i denne sygdomstid, om jeg kunne nå det før og efter skoletid, husker jeg ikke, men jeg husker, at Folmers far kom en dag, da jeg var ved at muge i stalden, mens jeg ind imellem lyttede til de glade stemmer nede fra gadekæret, hvor de andre børn morede sig på isen. Han sagde da: "Løb du bare derned lidt, så skal jeg ordne dette her". Med hensyn til madlavning blev det ordnet med skolekommissionen, at jeg blev fri kl. 11, så jeg kunne gå hjem og lave middagsmad. Vi havde jo også den gamle Peder Led, mors fætter, han havde fået lov til at bygge noget til vort stuehus og de første år lavede han selv sin mad, men senere købte han middagsmaden for 16 øre om dagen, men til sidst blev det sådan at han fik hele kosten. Han havde prøvet at bo hos sin eneste søn, men kunne ikke forliges med svigerdatteren, som ikke syntes, det var nødvendigt at give hånd, når hun sad og puslede om sit lille barn. Han havde så prøvet at bo hos en søster og senere hos en familie Jep/s/en, men det endte med, at han kom til at bo hos os indtil han døde. Vi tog det som noget nødvendigt, at han gav hånd til hilsen, når han kom og når han gik.

Men der var en ting, jeg ikke fik nævnt fra den besværlige vinter før min konfirmation. Kirsten tjente i en gård i Søndbjerg, hun havde bedt om at få fri fra lørdag aften, så hun kunne stå op og udføre morgenarbejdet både i køkken og stald før konfirmationen¹⁰. Jeg forstår i grunden ikke, at det ikke blev ordnet sådan, at hun kunne være hjemme, da hun altid havde været mere praktisk dygtig, men det var måske ikke så let, for mor og jeg harmonerede så godt sammen. Kristine (tit kaldet Stine som barn), sagde, at mor og jeg var lige gammeldags, "I er som to røde køer" sagde hun, og det var måske heller ikke let, at frigøre sig fra sin plads hos Mikkel Møller¹¹. Det var to ældre mennesker, der havde giftet sig, og de havde fået en lille dreng, der skulle passes såre omhyggeligt, f.eks. skulle hans bleer stryges meget omhyggeligt.

Der var en ting til fra denne vinter, som jeg aldrig glemmer. Det var den frygtelige storm, som hjemsøgte Danmark, benævnt Julestormen, det var 2. juledag 1902 om aftenen, det begyndte. Vi havde haft besøg af min kusine Dorthea fra Lyngs sammen med hendes veninde, som var blevet fæstet til at tjene hos gårdmand Th. Kirkegaard. De havde fået aftensmad og var gået igen, men stormen rasede sådan fra nordvest, at de ikke kunne stride sig frem, så de opgav turen og kom tilbage og bad om nattely. Heldigvis havde vi et gæstekammer, som da var ledigt, fordi Sofie var blevet gift. Men far og jeg havde ellers travlt med at lægge forskellige ting op på stråtaget over laden, hvor stormen havde revet hul. Vi måtte tage hinanden i hånden for at komme frem, og så måtte vi op på loftet og stoppe en del korn eller halm ind i det hul, der var fremkommet. Jeg kan huske, at far sagde "storm er værre end torden, for den gør skade allevegne, mens lynet kun slår ned enkelte steder". Næste dag føg det omkring med halm fra tagene, hvorpå der var anbragt harver og hvad der ellers var ved hånden.

Jeg husker ellers også fra min barndom 3 år efter hinanden, da det var frygteligt tordenvejr 23 august. Jeg husker det så godt, fordi det var Kirstens fødselsdag. Da var der mange brande i det meste af landet. Det har Kristian¹² også talt om, fordi hans hjemegn - Herningegnen, ramtes af uvejret. Siden er man gået over til at lave faste tage af tegl el. a. materiale.

Der er et menneske, som jeg forlængst burde have omtalt og det er min kære moster Kirsten i Serup. Hun kom og hjalp med slagtning, storvask og bagning, efter at mor var blevet syg og sengeliggende. Det var da også nok hende, der lavede maden på min konfirmationsdag. Hun var nemlig meget dygtig til disse arbejder, skønt hendes egentlige profession var vævning. Hun rejste til Nørhaa til sin søns sølvbryllup, og der blev hun ramt af lammelse i højre side, så hun ikke kunne tale. Hun græd så meget, da jeg besøgte hende, fordi hun så gerne ville tale med mig, men kunne ikke. Tilmed havde hun den sorg, at sønnen døde, mens hun lå syg. Det glædede mig meget at se, hvor kærligt sønnesønnen Kristian tog sig af hende. Han fortsatte faderes smedeforretning.

Helt fra jeg var lille pige havde jeg haft et job som barnepige hos "unge" Niels Gade, når konen Dorthea havde travlt med vask eller andet. Det var især Maren, som jeg kom til at holde meget af. Hun sneg sig tit af sted op til os, og når hun så løb op ad stien til vort hus, sagde hun hele tiden: Hu er Elle, hu er Elle? Hendes ældre søster Thea legede med min søster Hanne og den yngre søster Laura husker jeg kun en enkelt ting om, nemlig at jeg kørte hende til præstegården i Søndbjerg, hvor familien Paludan havde lovet at tage hende og passe hende, da moderen var blevet syg af tuberkulose, sikkert smittet af sin mand, der havde blodstyrtning flere gange. Jeg har flere billeder af denne familie. Maren blev gift med en maler, der også var kunstmaler. De boede på Kongevej I i Hillerød. To gange har jeg besøgt hende med 29 års mellemrum, nemlig når Santal-Missionen holdt årsmøde der. Sidste gang havde hun haft en hjerne- blødning og er nok forlængst død.

Da jeg nu er kommet til at bevæge mig frem og tilbage mellem nutid og fortid, vil jeg tage et trip tilbage til sommeren 1900, da jeg var 12 år gammel. Jeg kom da til at tjene hos min bror Niels, som var gift med vor kusine Kristine. Han havde lært smedehåndværket hos Ole Olsen i Søndbjerg. I uddannelsestiden havde han tjent føde og et lille værelse hos mesteren og desuden haft lidt indtægt ved at beslå træsko med jernringe, altså efter fyraften kl. 8. Senere havde han været Svend bl.a. hos føromtalte fætter i Nørhaa. Han havde på den måde lagt lidt penge op, og da Kristine havde arvet noget efter sin afdøde mor, blev han i stand til at købe smedeforretningen, som ejeren ikke rigtig kunne klare, fordi han holdt for meget af spiritus. De havde fået en dreng og en lille pige, så de spurgte, om jeg ikke kunne komme og være barnepige. Kristine skaffede sig så lidt indtægt ved at vaske for nogle unge mennesker. Der blev nu ikke megen tid for mig til leg, kun når Niels og Kristine sov til middag; sammen med lille Katrine havde jeg fornøjelsen af at ro på dammen ved siden af huset i en lille fladbundet båd med den lille Niels Dueholm - opkaldt efter Kristines afdøde bror - som passager. Arbejdsmæssigt var det nok til gavn for mig med denne sommer- tjeneste, da jeg her blev sat til mere arbejde end hjemme, f.eks. børnevask.

Men da vi nåede til okt. længtes jeg så meget efter hjemmet i Hellerød, så det var med stor glæde, jeg gik hjem med min sommerløn på 12 kr. De var endda 2 kr. mere, end der var lovet mig. Min mor havde tidligere lært mig at strikke strømper, hos Kristine strikkede jeg uldtrøjer til dem og en uldklokke¹³ med patentstrikning til mig selv. Det var navnlig, når jeg med foden trådte vuggens gænger, at dette arbejde blev udført.

Den følgende sommer var jeg kun hos min bror og svigerinde, når hun havde travlt med storvask og brygning, eller de skulle på besøg hos familie og naboer om aftenen. Så var lærlingen Niels Jespersen flink til at følge mig hjem. Så gik vi mest og snakkede om bøger, vi havde læst. Han døde i en ung alder. Jeg husker hans gode sangstemme, som han brugte, når han efter fyraften arbejde for sig selv. Hans hjem var fattigt, som så mange andre på den tid, og faderen - Jesper Kristian kaldtes han - var svagelig. Moster Kirsten har fortalt mig, at engang manglede de rug til at få malet mel til rugbrød. Jespersen gik da til den velhavende Jens Rokkær og bad om at låne noget rug. J.R. sagde først nej, men så sang den fattige husmand salmen "De rige byd, at de sig ej, af guld og sølv hovmode; men på barmhjertighedens vej, sig samle varigt gode". Så fik husmanden en skæppe rug.

Om vinteren gik vi i skole 4 dage om ugen fra 9 - 4 med en times middagspause, men om sommeren var der kun 2 skoledage, dvs. når man var over 10 år. Fra 7 - 10 år var det modsat. Men jeg var altså 13 år og skulle selv være med til at tjene noget, og så var der roelugning. Man krøb på knæene række op og række ned. Først skulle der tyndes ud, og en tid efter luges igen. Alle store skolebørn tog del i dette arbejde, gårdmandsbørnene hjemme og vi andre hvor der var brug for det. Ja, så vidt jeg husker, var lærer Astrups to piger "Tulle og Søster" også med. Fortjenesten var 75 øre om dagen. Men hvor blev man øm i knæene og rigtig godt træt. Da høsten nærmede sig, kom Kristen Riis fra den største gård, Helleris, og spurgte, om jeg ikke kunne komme derned og passe børnene, så begge piger kunne tage del i høstarbejdet. Sådan blev så det ordnet. Han var nok c. 50 år, da han blev gift med en pige, som kun var halvt så gammel. Hun var fra Randersegnen, og jeg syntes, det var lidt svært at forstå hendes dialekt. Om morgenen stod vi meget tidligt op, pigerne gik til stalden for at malke. Barnevognen, hvor den mindste lå (han var c. 1/2 år gl.) blev kørt ud i køkkenet til mig, og så var det min bestilling at vaske den lille og klæde ham på. Kirstine, som fru Riis blev kaldt, skulle hvile sig. Jeg skulle da sikkert også hjælpe Kristian og Per Svendsen i tøjet. Den lille hed Adelbert (For øvrigt blev Kristian siden gift med Tulle Astrup og overtog Helleris ved faderens død).

Jeg vandrede så omkring på de bakkede marker, mest med den lille på armen, medbringende en sutflaske, som han af og til drak af. Engang var vi så uheldige at tabe flasken da den var tømt. Så var forkarlen så ondsindet, at han sagde, at jeg havde tabt barnet. Flasken blev fundet om efteråret, da der blev pløjet. Da var jeg der igen, fordi den ene af pigerne skulle have et barn. Første gang jeg var der, lå jeg om natten i pigekammeret, men sidste gang lå jeg i et lille pænt værelse, som blev kaldt "gåsereden". Det lå ved siden af spisestuen og blev ellers brugt af kontrolassistenten, når han var der. Foruden at passe børn hjalp jeg med at pille kartofler, hakke persille, vaske op, men hele dagliglivet blev levet i bryggers og folkestue. Der var ellers foruden spisestuen to smukt møblerede stuer og nogle gæsteværelser. Min far havde i sin tid bygget stuehuset. Der var tømrerværksted og smedje. Far var ikke så glad for drengenes ophold i værkstedet når han arbejdede der, for de flyttede for meget omkring med tingene, men han morede sig alligevel, da Kristian en dag sagde til ham " dit hår er så langt, at du ligner en pige, ja, hvis du fik et bånd i, så var du da en pige".

Jeg har nu kigget i bladet "Familien Damsgaard m.fl." og ser der, hvorledes far er karakteriseret som ubestikkelig retsindig og mor som et menneske med et varmt og kærligt sind, der som noget selvfølgeligt tog sig af mange, der trængte til, at der blev vist godhed mod dem. Der var Maren Poder, der boede i et elendigt hus og kun kunne gå uendelig langsomt ved hjælp af to stokke; så var der Lars Kringel, Trine Adelsen, Mette Jensens Ane og flere andre fra Jegindø, som var bange for at blive sejlet over vandet når det var koldt og blæsende. Så vort gæsteværelse blev benyttet. Nu er det nok c. 70 år siden, der blev bygget en dæmning mellem Tambohus og Jegindø.

Der er en begivenhed fra den tid, som jeg siden har tænkt egentlig var misbrug af et barn. Jeg blev sendt fra Helleris til Søndbjerg til "Brugsen" c. 3 km. borte med 2 store kurvefulde æg som skulle sælges, og så skulle jeg købe 12 tallerkener - hvide med blå rand - de sidste kom da hjem i hel tilstand, men af de nederste æg havde nogle fået et knæk og dem måtte jeg så tage med tilbage. Men, hvor gjorde det ondt i armene efter den tur.

Mens jeg det år var i Helleris, havde Peder Led fået et anfald af apopleksi, og fra den tid af havde han glemt hvad alt hed, både ting og mennesker, så det var meget svært at forstå, hvad han ønskede; engang bad han om noget, som han sagde var så smal som en tørv. Jeg viste ham mange forskellige ting, det viste sig at være en theske. Af navne huskede han kun sit eget og sin afdøde kones navn: Per og Marie. Så kaldte han mig Per og Hanne for Ane Marie, Han kaldte hende også den lille dreng. Hver aften lige før vi gik i seng, gik jeg ind gennem vor "storstue", hvor der stod et par dragkister. Så spurgte han under forskellige former om, hvad klokken var, f.eks. lød spørgsmålet: Hvor gammel er din so? Når Hanne var med, hvad han meget ønskede, kunne vi ikke godt lade være med at le. Han levede til 1904, da havde han igen haft et anfald og lå på gulvet ved siden af sengen. Trods mine unge år tog jeg ham på armene og lagde ham op i sengen. Det var nok forskrækkelsen, der gav mig kræfter, for han var en stor og kraftig mand. Vi fik tilkaldt læge, men der var intet at gøre. Med den raske hånd strøg han mig på kinden, fordi han så, at jeg græd. Det var det sidste minde, jeg har om ham.

Med mors sygdom var det stadig gået tilbage. Før min konfirmation havde hun kunnet sidde op i sengen og havde syet alt mit undertøj, særk, bukser og underskørt, hun syede så smukt, jeg kan tydeligt se for mig, hvor smukt stingene lå. Siden lå hun stadig og var klar over, at det gik mod døden, og det var hun fortvivlet over; samtidig med, at hun holdt så meget af salmen: Under dine vingers skygge o.s.v. og andre salmer, så syntes hun, at det var så svært at tro, og hun syntes, at det var alt for hårdt, at hun skulle rives bort fra far, som da var nær 70 og vi to børn, Hanne knap 11 år og jeg lige fyldt 15. Der kom flere af Indre Missions tilhængere, som dengang var langt mere strenge og dømmende, end som jeg siden lærte dem at kende i N. Nissum. Hvis der var kommet trøstere med et mildere kristendomssyn, tror jeg, det kunne have ydet hende hjælp. Jeg husker den sidste jul, hun levede, da sad far og sang julesalmerne for hende. Der var det smukkeste forhold mellem mine forældre, jeg har aldrig hørt dem skændes. Moster Kirsten har fortalt mig, at engang da hun var der, havde mor lige skuret gulvet, da far kom ind vist ude fra stalden, vi gik jo dengang med træsko på både hjemme og i skolen. Mor protesterede da, men far stod ganske rolig og sagde bare: Maren, er du snart færdig?

Så skete det en dag, da jeg var ved at skure gulvet i sovekammeret, at mor pludselig sagde: Ellen, jeg har ingen ben; jeg for hen til hende, rev dynen af og viste hende, at hun tog fejl, men fra den dag talte hun i vildelse, og da vi tilkaldte lægen, sagde han blot: "Det er, som jeg dengang sagde. Benet skulle have været amputeret, nu er konen sindssyg". Imidlertid var de fleste af mine søskende kommet hjem, vi skiftedes til at våge og hvilte skiftevis i den gamle "foldseng" (senere kaldte man den slags kanapé). Kun søster Marie havde ikke fået at vide, at det stod så dårligt til. Hun nåede først hjem, da mor var død. Jeg mindes, at hun kastede sig grædende ned over mors døde legeme. Ved mors begravelse var vi alle 9 søskende samlet. Det skete kun denne gang - i 1903 - og så ved fars begravelse i 1916.

Far opholdt sig i sine sidste år i Søndbjerg hos Niels og Kristine, der altid tog gæstfrit mod alle os søskende, de havde da solgt smedien og købt en lille gård. Far havde medbragt sine redskaber og sin høvlebænk, som Niels siden var god til at benytte. Kristine skrev til Hanne, som da var blevet gift med lærer Johs. Hansen i Bran- de, hvor hun også selv virkede som læ- rerinde senere, at far var blevet så træt den sidste tid. Hun rejste så hjem til Søndbjerg for at se til ham og medbragte sin lille dreng, Mogens. Far sagde så en dag, at han gerne ville til alters. Provst Paludan kom så og altergangen fandt sted. Derefter sagde far: Nu er jeg færdig til at flytte og lidt efter sov han hen. Hvor ville det ha' været godt, om der havde været en sygeplejerske, som kunne ha' vejledet mig, da jeg i så ung en alder måtte pleje min mor, da hun lå dødssyg. Da Kristians mor lå på sit dødsleje, havde de derude på heden fået en sygeplejerske, og det var Kristian glad for, da han var hjemme for at sige hende et sidste farvel.

Igen må jeg tilbage til den vinter før mors død, d. 3. april. Det var en lille oplivende begivenhed, jeg fyldte 15 år d. 9. marts. Søster Kristine, som da var privatlærerinde hos en plantør i Lyng, S.Felding sogn (hvor der nu er fængsel), sendte mig et par kludesko, som hun selv havde syet, og der fulgte et vers med: "I røde med stjerner besatte sko, vandrer jomfru Ellen i det hjemlige bo; skønt gammel og sær, er hun dog hverken gnaven eller tvær. Det bedste ved Ellen er hendes gode hjerte, som søger at lindre vor moders smerte". Det var jo både ris og ros.

Nu blev jeg så husbestyrerinde derhjemme og skulle jo også være med til at opdrage Hanne. Det sidste var jeg vist ikke kvalificeret til, og det var heller ikke så let, for når Hanne satte sig på fars skød og tog ham om halsen, kunne hun få lov til meget, som jeg ikke syntes om. Jeg gik i denne periode og lavede mange vers, f.eks. Davids 103 salme, som jeg ikke anede fandtes på vers - i den nuværende salmebog no 3 og no 24. Også om hverdagslivet digtede jeg: "En vise vil jeg kvæde om vaskedagen trang, den handler ej om glæde og bliver ikke lang, thi lang som tvende dage det er den dag for mig, thi tøjet skal jo vaskes, hvordan det så end går, jeg ville overraskes, om jeg blev fri derfor".

Forøvrigt tænkte jeg tit på, at jeg gerne ville læse videre, f.eks. rejse til N.Nissum og læse til lærerinde. Jeg havde selv vært så glad for at gå i skole, men regnede ikke rigtig med, at der er en del børn, som ikke er det, og som skal tages på en særlig måde. Når jeg talte med far om det, rystede han på hovedet og syntes, det var umuligt at skaffe penge til det. Han havde jo lidt penge, da huset i Hellerød var blevet solgt, men dels skulle han jo selv bruge noget til sit ophold, og dels ville han nødig søge aldersrente. Han havde altid tænkt, at han havde arbejdet så ihærdigt hele sit liv, så han kunne undgå aldersrente. Denne tankegang kunne Kristian slet ikke forstå, hans forældre var lykkelige, da de nåede den alder, at de kunne få denne hjælp, og Kristians far var dog søn fra en stor gård, Drongstrupgård, men de var begge svagelige, navnlig moderen¹⁴ og iøvrigt arbejdede Kristians far ihærdigt som arbejdsmand, som engvandings- mand, ja byggede endda en stald med murede hvælvinger til svigersønnen Peder Ronnum, hvor de boede de sidste år, de levede.

Nå, far lånte mig alligevel 300 kr. og forskellige mennesker, som jeg spurgte, om de ville låne mig mindre beløb, tilbød at låne mig 25 eller 50 kr. Ja, den velhanvende enke Hanne Lund lånte mig 200 kr. Den eneste, som far spurgte om dette, var P. Josefsen i Rokkær, som var gift med en datter fra Helleris (af folkene kaldte Faster Graa). P. Josefsen sagde, at jeg jo kunne komme derud, så kunne vi tale om det. Men da jeg kom, trak konen ham ind i køkkenet og så kom han ud i bryggerset og gav et undvigende svar. En pige som tjente der og siden blev min efterfølger hos Laurine Harregaard i Serup, hvor jeg tjente sommeren 1905, fortalte mig, at de havde stået og snakket om, at sådan en stor og kraftig pige hellere skulle tage en plads som tjenestepige. P. Josefsen havde været tømrersvend hos min far i 6 år, og mine forældre satte stor pris på ham.

Efter denne oplevelse havde jeg tabt modet. Jeg græd, da jeg gik hjem. Undervejs gik jeg ind hos Maar Jensens. De var så rare og trøstede mig og gav mig kaffe. De havde en plejedatter Sine, som var min skolekammerat. Nå, jeg fik efterhånden tilsagn om så mange mindre lån, at jeg begyndte at gå til forberedelse hos Astrup, som ikke tog noget for dette arbejde og som endda fulgte med mig til optagelsesprøven i N. Nissum, han havde jo også selv 6 børn, som senere skulle sættes i gang med uddannelse. 2 af dem tog senere lærereksamen. Holger i N.Nissum - han gik i klasse samen med Astrupgaard¹⁵ - og "Søster", som altid var min kære veninde, skønt hun var 8 år yngre end jeg, men hun læste i Århus, hvor hun kunne bo hos en moster. I den tid, da jeg gik på seminariet, havde jeg næsten altid tøj på, som Titte havde givet mig eller hjulpet mig med selv at lave. Der var i det hele taget et vældig godt sammenhold mellem vi 4 yngste piger¹⁶, især mellem Hanne og mig. Hun sagde engang, at jeg var det eneste menneske, som Johannes havde været skinsyg på. Alligevel tog han mig som borddame, da de havde sølvbryllup. Hvor var det en stor sorg for mig, da hun døde i 1960.

_________________________

1.

På omslaget mærket "Kladdebog I". En "kladdebog II" synes ikke at forekomme (EDHs bem).

2.

Begge stavemåder benyttet (EDHs bem).

3.

Kyselignende damehat med hagebånd (SDLs bem).

4.

Johan Christian Damsgaard flyttede (ifølge kirkebøgerne) fra Snedsted til Søndbjerg 18/19.11.1862. Ifølge folketællingen 2. februar 1860 opholdt tømmerlærling Christian Damsgaard og tømmermand Niels Pedersen sig på en stor gård i Styvel - åbenbart midlertidigt i embeds medfør (SDLs bem).

5.

Det var det af H.C.Andersens eventyr, der gjorde så stærkt indtryk på mig, at jeg græd over det (ERTs bem).

6.

Hun fortalte, at hun blev meget fortvivlet, da far var borte, og hun var ene tilbage blandt fremmede (ERTs bem).

7.

Efter giftermålet med Kristian RT (EDHs bem).

8.

Håndskriften utydelig (EDHs bem).

9.

Her tænkes formentlig på seminariet (EDHs bem).

10.

I manuskriptet "konfirmationsdagen" (EDHs bem).

11.

Ordret gengivelse (EDHs bem).

12.

Ellens senere mand (EDHs bem).

13.

Uldent underskørt. Brugtes indtil begyndelsen af 1900 tallet. (SDLs bem).

14.

Hun havde født 11 børn, hvoraf 3 døde som børn. Thomas, som Kr. holdt så meget af, var i tjeneste hos en mand, som tvang ham til at arbejde, til han faldt besvimet om. Så blev der tilkaldt læge, som konstaterede blindtarmsbetændelse. Han kunne ikke reddes (ERTs bem).

15.

Udgiver af slægtsbogen "Slægten fra Astrupgaard", hvor min mands oldemor, Else Jakobsdatter, stammede fra (ERTs bem).

16.

Kirsten, Kristine (Titte), Ellen og Hanne (EDHs bem).

Jeg var til optagelsesprøve i N. Nissum 5. og 6. juli 1906 og blev straks meget glad for at være der. Desværre havde jeg kun været der c. 1 måned, da det begyndte med søvnløshed, hele natten kunne jeg ligge og vente på søvnen, som ikke ville komme, og det var jo slet ikke fordi jeg havde følelse af, at jeg ikke kunne følge med. Da vi fik juleferie, fik vi hver et vidnesbyrd, og mit var faktisk meget fint. Men navnlig når en eksamen skulle begynde, var det umuligt for mig at falde i søvn. Så gik jeg til vor dansk- og historielærer og fik et beroligende middel. Han var ugift og et meget flinkt menneske. Altid var han på sin plads på Katederet, når timen skulle begynde, og det samme krævede han af sine elever, når timen skulle begynde. I klassen over os var der to, som troede, at de kunne bryde denne regel, men så sagde kand. Strøm ganske roligt: "Ja, da alle var forsamlede, trådte de kongelige ind". - Så gentog de ikke forsøget. En gang fik jeg også en lille reprimande, fordi jeg ikke talte højt nok. Han sagde da: "Ellen Damsgaard betror mig en hemmelighed, men vi to har ingen hemmeligheder med hinanden". Efter 2 års forløb, tog vi I del af eksamen. For mit vedkommende var resultatet meget fint. Hvis jeg havde haft 1/3 point mere, havde det været ug i gennemsnit i de 7 fag. Da vi så kom i 3. klasse var det ligesom der krævedes mere modenhed af os. Foruden dansk stil, skulle vi skrive religiøse stile og pædagogiske stile samt lave dispositioner f. eks. over blodomløbet med inddeling i afdelinger og underafdelinger og det skulle der gøres meget ud af. Nå, det gik nu meget godt, men ærgerligt var det jo, at der på mit eksamensbevis stod mg i gennemsnit, skønt jeg havde ug-, det var fordi sangen skulle regnes med, og der havde jeg 0-. Få år efter blev dette forandret, så jeg kunne have fået det rigtige resultat, men da var jeg gift og havde ikke tanke om at søge stilling ved skolevæsenet

Allerede det første år begyndte Kristian og jeg at få interesse for hinanden og blev forlovet i hemmelighed, men da vi begge havde læst for lånte penge skulle vi se at komme i gang med arbejde i skolens tjeneste. Kristian fik hurtigt ansættelse som lærer i Hjortlund og kirkesanger ved Filskov kirke. Men det var betegnende for Drongstrup-farbroderens indstilling, at han sagde: Du kan jo nok bede en af naboerne om lov til at bo hos dem, og så kan du jo købe lidt møbler, når du får tjent nogle penge. Dit sengetøj kan jeg tage med6 derover, når jeg skal af den kant til på kreditforeningens vegne"¹⁷. Så måtte K. gå den lange vej derover til Hjortlund, det var så vidt jeg husker c. 20 km. Da han havde været der for at søge stillingen, havde han lånt forkarlens cykel. Men morsomt var det jo ikke således at trænge sig ind hos den nærmeste nabo, P. Hjortlund.

_________________________

17.

Farbror Knud var nemlig kreditforenings-repræsentant og havde som sådan en god ekstra-indtægt (ERTs bem).

Jeg boede hos moster Kirsten, da jeg startede på tur for at søge embede. Penge fik jeg tilsendt fra moster Titte, jeg tror endda det var 100 kr. hun sendte mig, jeg skulle jo også rejse til Varde og Esbjerg og til Rosvang på Fyn at besøge mine søskende, Kristen i Varde, Marie i Esbjerg og Dorthea på Fyn. Det var egentlig mærkeligt, at Titte kunne undvære så mange penge. Hendes mand døde den 8 september 1908 (den dag Alberti meldte sig til politiet som stor- bedrager)¹⁸. Jeg lod da også en del af summen blive i moster Kirstens varetægt. Siden, da jeg havde fået plads i Vejstrup som vikar sendte hun dem, men hun skrev: Jeg beholder 5 kr., for jeg har ingen penge for tiden. I bladet "Folke- skolen" havde jeg set, at der var ledige lærerinde-embeder i Gammelby ved Esbjerg og på Fanø. Det første sted blev jeg venligt modtaget af en pastor, som var formand for skolekommissionen, men på Fanø var de lige ved at jage mig ud uden at ville se mine fine karakterer og anbefalinger. Skriftlig havde jeg søgt vikarplads i Vejstrup i et tredielærer-embede og i Hillested på Fyn samt i Asnæs, og efterhånden fik jeg tilbud fra disse 3 steder, men de to sidste kom, da jeg allerede var i gang i Vejstrup. Der var de så flotte, at de sagde til mig, at jeg straks kunne gå til sognerådet og få lønnen 66 2/3 kr - vikarløn betaltes ellers altid bagud - beregnet efter en årlig løn på 800 kr.! Det var flot i forhold til de fleste steder, hvor lønnen var 700 kr. for lærerinder og 2. og 3. lærere. Johs. Hansen i Brande, der senere blev min svoger, fik kun 700 kr. årligt. Når jeg fik pladsen i Vejstrup, var det fordi de hidtil havde måtte leje en kvinde der i sognet til at undervise pigerne i 3. og 4. klasse i håndarbejde. Nu kunne de så spare disse penge, 50 kr., når jeg kunne undervise disse piger, medens 2. læreren havde drengene til gymnastik i forsamlingshuset. Men det blev rigtignok et hårdt job, når der skulle undervises 17 elever i strikning og 18 skulle sy chemisser el. særke. Skønt jeg ikke var særlig begejstret for at være i Vejstrup, da jeg syntes, at jeg ikke rigtig magtede arbejdet, men hellere ville prøve ved en mindre skole, gik jeg på sognerådets og førstelærer Bundgaards opfordring ind på, at de skulle søge om tilladelse til at omdanne 3.-lærerembedet til et lærerinde- embede, og jeg blev der så i 4½ år indtil vi blev gift 8-2 1914.-

Gennem vor præstefrue her i Himmelev¹⁹ er jeg nu for nylig kommet i forbindelse med to af mine gamle elever, nemlig Else og Niels Nygaard, som var ganske unge, da jeg forlod Vejstrup. Else var f. Raffnsøe. Hendes forældre havde tit vist venlighed og gæstfrihed imod mig, og i N. Nygaards hjem, Søndergaard, havde jeg også været gæst adskillige gange, bl.a. var jeg med til datteren af Anker Nygaards første ægteskab, Saras bryllup. Fru Raffensøe var f. Skaarup²⁰ ligesom fru Stenberg²¹ og er altså mor til Else. Fru Stenberg var engang i sommer med til en stor familie- sammenkomst på Skamlingsbanken og var da sammen med Else og Niels , og de var kommet til at tale om mig, så det endte med, at fru Stenberg kom her en dag og fotograferede mig, fordi N. og E. gerne ville have et billede af mig. Jeg skrev et lille brev til dem og fik et dejligt brev fra Else, som skriver: "Vi holdt af dig. Niels siger, at frk. Damsgaard var den, der lærte mig mest". Det glædede mig meget, for jeg syntes selv, at jeg ikke havde klaret det så godt.

Jeg skulle bl.a. undervise i tegning (som jeg havde ug i ligesom i en del andre fag). Min forgænger havde fået lavet en del modeller, der meget lignede dem vi havde på seminariet. Disse ting skulle stilles op på nogle taburetter, og så skulle alle skoleborde rykkes ud og stilles omkring, så alle kunne se modellerne. Der var en stol, en seng, et lille bord osv. Det var meget upraktisk og gav anledning til meget postyr. Så slog jeg ind på at lade børnene blive på deres pladser og så kunne de tegne efter forbilleder f. eks. en hoppe med et føl o.a.l. samt efter de udstoppede fugle, som vi havde i et skab, og der viste nogle af børnene i 6. klasse virkelig talent, f.eks. Tyra Tygesen, som tegnede en ørn med netop det blik, som en rovfugl har, og Ejnar Egsgaard viste på samme måde talent, så det glædede mig, da Arnold Vang i sin bog om den danske kirke og menighed i Vancouver, hvor han var præst i 7 år, skriver, at den er tegnet af Ejnar Egsgaard. Thyra var datter af en maler og Ejnar var søn af en tømrer. Han var syg, da Arnold forlod Vancouver; jeg skrev til ham, men fik aldrig svar, så han er nok død. Jeg har et udmærket skolebillede, som...

- - - -

Her slutter fremstillingen ved et sideskift. De følgende 6 blade (12 sider) er klippet ud. Heraf kan de 10 sider ses at have været beskrevet. De resterende sider i kladdeheftet er ubeskrevne (EDHs bem).

_________________________

18.

Titte købte en byggegrund af sin familie i Hørve af sin mands familie, og medens huset blev bygget, var hun i København og fik undervisning i hattepynt og broderi (ERTs bem).

19.

Erindringerne må således være nedskrevet efter Ellen og Kristian flyttede fra St. Jørgensbjerg til pensionistboligerne i Himmelev (EDHs bem).

20.

Skal evt. læses "Straarup" (EDHs bem).

21.

Må være ovennævnte præstefrue (EDHs bem).