Da den næstældste af vi fire brødre, Knud, i 1940erne begyndte at føre sig offentligt frem som skribent og debattør, hændte det, at vores far, Johannes Hansen, MF, fhv. minister mv. fik breve stilet til Johannes Damsgaard Hansen. Det var han ikke videre tilfreds med, og vores mor, Johanne Hansen, født Damsgaard, søgte efter bedste evne at trøste ham. Det var inden navneloven endte i det rene rod, så slægtsforskere for fremtiden dårligt kan finde ud af, hvem der var faderen, selv om alt i øvrigt er gået regulært for sig. For at råde bod på uretfærdigheder mod den hansenske del af vores ophav, skal jeg prøve at give en mere balanceret fremstilling af tingene med skyldig hensyntagen til familien Hansen.

Jeg har liggende ved siden af mig en vielsesattest, hvoraf fremgår at "sømand Ole Hansen og Jomfru Anna Jensine Frederikke Petersen er ægteviede i Skt. Jakobs Kirke den 10. Juli 1880". Hvad ikke står, var at Ole var født i 1855 i Kjøge og Anna i 1856 i Roholte, mellem St. Heddinge og Præstø. Den 24. november året efter fik de deres førstefødte, Johannes, der for en sikkerheds skyld ogsa fik navnene Theodor Christoffer. Det unge par med deres nyfødte boede i en "lejlighed" i en korridorejendom over gården i den ende af Ryesgade der vender op mod Østerbrogade. Det med korridor skal tages bogstaveligt. Det var en gang, der gik på langs, midt gennem huset, med værelser ind fra begge sider. Det var datidens simpleste form for boliger. Jeg har som dreng med vores far været inde i gården og set op mod "lejligheden", men vil ikke kunne genkende stedet. Bygningen er forhåbentlig også revet ned.

Et par år efter fulgte en bror, af os børn kendt og værdsat som onkel Theodor. Derefter fulgte i nævnte rækkefølge Ulla og Signe. Ole gik kort efter giftermalet i land, men bevarede dog som havnearbejder pa Larsens plads, den senere Amaliehave, forbindelsen med søen. I vores forstue har vi stående en grøn skibskiste, der har været med Ole vidt omkring. Helt i Kina, tur-retur med the-klipper, mener jeg at have ladet mig fortælle. Ole var kendt for at kunne give nogle på samme tid overbevisende og højst utroværdige beskrivelser af sine ungdomsoplevelser. Han fik bl.a overbevist en veteran fra trears-krigen 1848-51 om at han havde været med i 1849 på Fredericia vold, og at det endda var ham, Ole, der havde været den lille hornblæser. Det foregik som det vil ses seks år før han blev født - godt klaret, må man sige. Ulla arvede hans fortælletalent, men holdt sig mere til sandheden.

Fra Ryesgade flyttede familien ind i Lægeforeningens Boliger, lige pa den anden side af Trianglen, lige klods op ad det nuværende "Parken". Der har til trods for hjemmets beskedne kår utvivlsomt været en stærk vilje til at børnene skulle dygtiggøres. Min mor har fortalt, at det især var deres mor, Anna, der stod bag. Fra skomagerhjemmet i Roholte lykkedes det at få en søn Carl gjort til præst - han skal siden i kirken i Idestrup nær Nykøbing F. have holdt de længste prædiker, der kunne opdrives på Falster. En anden søn, Magnus, blev skolelærer på Ærø og en tredje, Julius, blev skibsreder, bryggeri- og plantageejre mv. pa Ny- Kaledonien i det sydlige, store Stille Hav med omliggende øer. Om ham kan man bl. a. læse i rejseforfatteren Hakon Milches bog, Monsunens sidste rejse.

Ole og Annas to sønner blev i 12-års alderen begge optaget i "De forenede Kirkeskoler", hvor kriteriet dengang ikke som siden var sangstemmen, men havde sit udgangspunkt lidt højere oppe. Fra de københavnske kommuneskoler under et blev hvert år efter indstilling og prøve optaget omkring 30 drenge fra mindrebemidlede hjem. Min far har fortalt, at han oplevede det som en meget homogen skoleklasse og han mindedes skolegangen med glæde. Han og Theodor blev i deres respektive klasser brugt til fremvisning i faget hovedregning, nar der var besøgende pa skolen. Oplysningen har jeg fra Theodors kone, tante Jenny. Vores far var for beskeden til at nævne den slags. Onkel Theodor blev da også siden statsautoriseret revisor, og vores far beregnede som valgretsekspert sidst i 1940-erne virkningerne af alternative ændringer i lov om valg til folketinget. Det foregik med fyldepen pa bagsiden af opsprættede konvolutter. Der skulle spares på papiret og lommeregneren lod vente på sig. Efter endt skolegang med afgang fra hd må have svaret til nuværende tiende klasse fik Johannes ansættelse hos en grossist, der bl. a. solgte ost. Det har i dele af familien senere afsat sig i en dyb og inderlig sympati for gammel ost. Fra sømand Ole Hansen havde han i forvejen arvet smag for klipfisk og torskehoveder.. Her i hjemmet holder vi fast ved det første medens vi er mere tilbageholdne med torskehovederne.

Kort før år 1900 flyttede Ole og Anna med de tre yngre børn til Frederikstad i Norge, beliggende mellem grænsen til Sverige og Oslo. Ole arbejdede her som arbejdsmand på et kafferisteri. Johannes har på det tidspunkt været 17-18 år. Det lykkedes ham her i forældrenes fravær under kummerlige vilkår og stort set for egen regning i årene 1899 -1902 at gennemføre en uddannelse som lærer fra Vesterbro Seminarium. Bl. a. tjente han til livets opretholdelse som liniebetalt journalist. Så når der af til i familien er konstateret akutte tilfælde af skrivekløe, har vi måske her den genetiske kilde. Efter starten i Ryesgade var han nu som kun 21-årig for egen regning færdiguddannet lærer, hvad nok må give studerende efterkommere noget at tænke over. Efter aftjent værnepligt i Viborg og diverse vikariater ansattes han i 1906 ved Brande skolevæsen.

Herfra springer jeg knap 30 år frem i tiden, til han i 1935 indtrådte i regeringen Stauning som kirkeminister med henblik på at holde fred blandt kirkens stridsmænd, en i de dage krævende opgave. Det indebar herudover deltagelse på regeringens vegne i kongehusets kirkelige familiebegivenheder som bryllup, barnedåb, konfirmation mv. Selv husker jeg, at have været med i Det gule Palæ for at kondolere i anledning af prins Valdemars død. Birte, som desværre ikke nåede at træffe vores far, fortalte engang, da talen faldt pa social mobilitet, under en af sine farmaceutiske rejser en udenlandsk sociolog om sin svigerfar, der fra baggården i Ryesgade havde bevæget sig til deltagelse i tafler pa Amalienborg. Reaktionen var, at den slags tilfælde var så sjældne, at de nærmest måtte være en umulighed.

Om fars politiske virke kan læses andetsteds. Politikerens lod er hurtig glemsel, i hvert fald de positive sider af vedkommendes virke. Ifølge Samtidshistorikeren Tage Kaarsted var vores far en af de vist ret få politikere, der stod Thorvald Stauning nær. Sa lad mig slutte dette med en erindring, der nok skriver sig fra mine forældres sølvbryllup, december 1939. Det ringede på døren, jeg blev sendt ud at lukke op. En mand sagde med dyb stemme gennem et stort skæg: "Goddag, det er Stauning". Ethvert skolesøgende barn i Danmark ville straks have set det. Ikke desto mindre præsenterede landsfaderen sig for den otte-årige. Der uden tvivl har leveret et pænt buk.

Så meget - eller rettere lidt - om Hansen. Johan Christian Damsgaard og Maren Søgaard blev gift i 1868, vist nok den 30. april og stiftede hjem i Hellerød pa Thyholm. Johan var født 1833 og altså omkring 33 år da han blev gift. Maren var født i 1847, endnu ikke fyldt nitten som brud. Johan var tømrer og husmand, altså landhåndværker med en smule landbrug ved siden af. At han var tømrer kan måske forklare, at han i 1864 var med på Dybbøl på en af de mest udsatte skanser, hvor preussernes ugelange beskydning må have givet anledning til meget og håbløst arbejde for en tømrer. Han endte som preussisk krigsfange tæt på den østrigske grænse, og havde dermed udtømt sit rejsebehov. Når lejlighed byder sig, prøver jeg tit at komme med en bemærkning om, at min bedstefar forresten var med på Dybbøl. Det bliver altid mødt med kraftige indvendinger om, at jeg må tage fejl, det må have været min oldefar eller tipoldefar. Prøv den engang i selskabslivet. Den virker hver gang - sikkert også selv om det skulle være en oldefar. Frede og jeg må med en undren konstatere , at det er 168 år siden vores morfar blev født. Der er sket meget i løbet af de tre slægtled. Frede har, så vidt jeg husker, arvet hans feltflaskle. Foruden navnet Johan, hvad nok de færreste af Jer ved.

I Maren og Johans ægteskab fulgte syv piger og to drenge. Ældst var Dorthea, født i 1869 og yngst var vores mor, Johanne Kirstine, født 23 år senere, den 26. april 1892. Alle ni børn levede til de blev voksne, hvad der må tages som sikkert tegn på, at de voksede op i et godt hjem.

Deres mor døde i 1903 i en alder af 55 år. Vores mor mistede således sin mor knap elleve år gammel. Omstændighedeme omkring hendes sygdom og død skal have været dybt tragiske. Hun har formentlig lidt af tuberkulose og sygdommens forløb er så blevet fremskyndet af, at hun, da hun - sammen med vores mor - kom gående over en mark, blev trampet ned af et par stude. Moster Ellen - fire år ældre end vores mor - har berettet, at den lille Johanne tappert men forgæves søgte at holde studene væk fra sin mor med en kæp. Efter det gik det hurtigt tilbage for Maren. Hendes sidste tid skal have været åndeligt formørket. Først for nylig hørte jeg - fra Grethe Risbjerg Thomsen, datter af moster Ellen - at indre mission satte kraftigt ind ved sygesengen og fik den syge overbevist om, at turen derfra gik rakt til helvede. Det svarer jo til hvad man om samme egn og tid kan læse hos Hans Kirk i Fiskerne. Ja, det er nu 98 år siden. Ved Marens begravelse var alle ni søskende samlet. Det var, fortæller moster Ellen, både første og sidste gang.

Ved stormen på Dybbøl blev Johan som nævnt taget til fange. I et brev fra fangelejren i Preussen beretter han, at han til sidst havde valget mellem at lade sig skyde eller at overgive sig. Både læserne af dette brev og undertegnede kan være enige med ham om det rigtige i den beslutning.

Johanne Damsgaard havde modsat Johannes Hansen, den fordel at være yngst blandt sine søskende. Der var således ældre søskende, der kunne hjælpe med at tage sig af hende de første år efter deres mors død - hendes far døde først i 1916, 82 år gammel. Jeg har en salmebog, hun sikkert har fået til sin konfirmation. Der er i bogen indført navn, skriftsted og datoen 22. april 1906. Hun har da været lige knap 14 år. Helt sikkert ikke nogen stor konfirmand. Omkring det tidspunkt rejste hun fra Thyholm. Jeg kender ikke helt rækkefølgen af begivenhederne. Jeg tror hun først var i huset hos sin ældre, nygifte søster Kirstine - gift Vang - siden kaldet moster Titte, der dog allerede i 1908 blev enke. Herefter vist nok i huset hos en lærerfamilie på Vallekilde højskole nær Hørve, altså i Odsherred.

Herfra kom hun i huset has familien Dahlsgaard i Nykøbing Mors. Mens hun var der, fik de en datter, Inga, siden kendt under sit pigenavn som fremtrædende radiomedarbejder. Opholdet hos familien Dahlsgaard kan placeres til tiden omkring 1909. Ved siden af at arbejde i huset, blev der tid til at lærer Dahlsgaard forberedte mor til optagelse på seminarium. Der fandtes dengang en gruppe lærere, der var uddannet med henblik pa at undervise på de tre første klassetrin, såkaldte forskolelærere. Oktober 1911 dimitteredes Johanne Damsgaard fra Odense seminarium.

Om hendes første år som lærer ved jeg kun lidt, men kan ved læsning af gamle breve nok finde ud af mere. Jeg går ud fra, at hun må have truffet Johannes i forbindelse med et vikariat i Brande. Jeg husker endvidere, hun har talt om, at hun var lærerinde i Vonge, nær Thyregod. En tid var hun lærer pa Vest-Fyn, i Turup syd for Aarup. Her boede i nærheden hendes ældste søster Dorthea, gift med en mejerist. Der gik i den tid en strøm af breve og postkort mellem Johanne i Turup og Johannes i Brande, hvoraf jeg slutter, at hun må have arbejdet i Brande først. Breve og kort er gemt og fylder en hel skuffe herhjemme. Af skyldig blufærdighed har jeg aldrig læst i dem.

Da de indledte brevvekslingen var der endnu ikke togforbindelse hele vejen fra Vejle til Brande. Brevene tog den yderste ende af turen pr. gammeldags postvogn. Det mærkelige var, har mor fortalt, at da der så kom tog helt til Brande, tog det længere tid for brevene at nå frem. Ogsa dengang kunne der være problemer med DSBs seneste nyskabelser. Brande var i de dage i øvrigt noget isoleret fra omverden. Vejle var lokalt centrum hvad angar handel og myndigheder, Herning var dårligt nok opfundet og til Horsens var en ugentlig forbindelse pr. trillebør - har jeg ladet mig fortælle af Brande sogns lokalhistoriker, skolelinspektør Bundgaard Lassen.

Vores forældre blev gift den 13. december 1914 i Tingjellinge Kirke mellem Næstved og Skælskør. Det er en smuk, lille kirke, der har svaret godt til bruden. Brylluppet stod hos hendes fire år ældre søster Ellen, da ung lærerkone, selv læreruddannet og gift med sin seminariekammerat, Kristian Risbjerg Thomsen. De havde kort forinden fået deres førstefødte, vores fætter Erik. Vores ældste bror Mogens skal som dreng have været noget misundelig på Erik for at han og ikke Mogens, var med til brylluppet. Det var inden brudepar blev fotograferet omringet af en større børneflok.

Det unge lærerpar fik bolig pa førstesalen i den nyopførte Brande Byskole, Herningvej 14, så vi fire drenge blev født oven på en skolestue. Jeg ved ikke om vores mor i de første år havde undervisning, i givet fald nok kun nogle vikariater. Om mors arbejde i øvrigt blot dette, at hun var fastansat lærer ved Brande skolevæsen fra 1921 til 1936, da familien flyttede til København.

Hun har utvivlsomt været en god og afholdt lærer - det er blevet bekræftet af gamle elever i mange sammenhænge. Spørg Frede. Han har, lige som Mogens, haft hende. Jeg har liggende et avisudklip, hvor en af hendes gamle elever, daværende fængelsinspektør ved Horsens Statsfængsel, bliver bedt om at fortælle om et menneske, han mindedes med ærlig glæde. Han fortæller her om vores mor, og hendes kærlige forhold til sine elever, og specielt til dem, der trængte mest til omsorg. Da der omkring 1950 blev oprettet en hjemstavnsforening for "Branditteme" blev vores mor formand. Ud over at være hjemstavnsforening, var det vist først og fremmest en forening af hendes gamle elever. Det er ikke mange lærere der oplever det.

Jeg tror, at hun efter flytningen til København af og til savnede lærergerningen. På den anden side ville hun nok have stået noget fremmed over for at skulle undervise på en stor, københavnsk kommuneskole. Begge dele gav hun selv udtryk for.

Hvad jeg her har skrevet om Damsgaard og Hansen, har nærmest haft karakter af en opremsning - jeg skylder stadig en omtale af vore forældres personlighed. Alle børn synes heldigvis, at de har haft verdens bedste forældre. Men jeg ved helt bestemt for eget og mine tre brødres vedkommende, at i vores tilfælde passer det.

Først nedskrevet maj 1999. Tilrettet september 2001 i anledning af min tilstundende 70-års dag.

 

Ejvind Damsgård og Hansen