1941

Maren og Johan Christian Damsgaard

imod. Jeg tror, at jeg derigennem fik min første Uvilje mod Krigen, saa jeg aldrig har været i Stand til at se Krigens »Glorie«.

H J E M M E T

Far og Mor blev gift, vistnok 30.––4.–– 1868, og der kom saa igen en Mand i Hjemmet i Hellerød. Mor har fortalt at medens hun og Bedstemor boede alene, hørte de tit en Banken, naar de var kommet i Seng, de sagde saa til hinanden; Naa, det er det sædvanlige! (det har vel nok været en Faarekylling el. l.). Men da Mor var blevet gift med en Tømrer, og der be- standig lød Banken fra Værkstedet, var Bedstemoder ikke i Tvivl om, hvad den Banken havde haft at betyde.

Saa kom de mange travle Aar. Far havde altid mange Svende, og har jo opført en Mængde Huse og Gaarde paa Thyholm. Hans Arbejdsdag var lang og slidsom, fra

tidlig Morgen til sent om Aftenen, og til de fleste Tider forøget med den lange Van- dring Morgen og Aften med Værktøjskassen paa Nakken. Intet Under, at Ryggen efter- haanden blev bøjet. Men Mors Tilværelse var ikke mindre travl; der var mange Børn, der med smaa Midler skulde fødes og klædes.

Tit var der Svende paa Kost, Husdyrene skulde passes, Køerne trækkes til Engen o. s. v. Naar Mor talte om den Tid, da der var mange Børn derhjemme, sagde hun al- tid:  Bedstemor var saa god til at hjælpe. I det hele taget tror jeg ikke, nogen Bedste- mor har været mere elsket end Dorthe Sø- gaard. Mor har fortalt, at da Bedstemor var død, sagde en af de store Piger (vist- nok Dorthea): »Nu kan jeg aldrig blive glad mere«.

Blandt de Funktioner, som hørte ind un- der Bedstemor, var ogsaa den at lære Bør- nene at læse, hvilket foregik ved Hjælp af den storstilede Salmebog. Det førte til, at Maria, den første Dag hun var i Skole erklærede: »Jeg kan kun læse i en Salme- bog«.

En Begivenhed, der havde gjort stærkt Indtryk paa vore Forældre, var Sofies strenge Sygdom og deraf følgende Døvhed. Hun vedblev hele livet at være Smertens- barnet, men ogsaa Hjertebarnet. Dog var der sikkert en Række Aar, hvor hun ved sit livlige væsen, sin Skønhed og sin Færd i det hele var til megen Glæde for Far og Mor.

M I N D E R

Naar jeg tænker tilbage til den Tid, da vi yngste Børn var derhjemme, staar det hele saa klart for mig: De smaa Stuer med de faa Møbler, Sengene med Omhæng, den lille Boghylde over døren ud til Køkkenet o. s. v. Men en Ting staar allerklarest: Det var et Hjem, hvor Kærlighed og Sammen- hold raadede. Hvor kunde Far tugte os med smaa Midler. –– »Skal jeg da i Lag med jer«, sagde han, og saa strengt paa os. Mere behøvedes ikke. Naar vi Børn blev uenige og brugte Mund, sagde Mor be- drøvet: »Hvor har I dog lært saadan noget?