Fra Moster Kirsten i Sandved er modtaget nedenstaaende Brev, som er skrevet af Johan Chr. Damsgaard, da han i 1864 var Krigsfange i Østrig. Brevet vil forhaabentlig inter- essere Familiekredsen – ikke mindst fordi det er saa velskrevet, og derved giver en Forklaring paa, hvor de har det fra, alle dem, der er saa gode til at skrive indenfor Familien.

Kosel, den 1. 5. 1864.

Meget ærede Ven!

Hvad skulde vel paa denne hel- lige Dag interessere mig mere end at underrette Eder i Hjemmet om min Stilling, som, Gud være lovet, er nogenlunde taalelig. Jeg er frisk og har hele Lemmer, for hvilket jeg ikke kan fuldtakke det algode Forsyn. Det er ikke godt at mangle noget paa Helbreden, hvor vi fær- des, men værst er det, naar man maa opholde sig i et fremmed Land, bortfjernet fra alle gode Venner, og mellem Folk, hvis Sprog, man ikke kender. – Efter at have staaet under en heftig Kanonade i over 5 Uger, blev jeg den 18. April taget til Fange. Jeg var ansat ved Espin-

golerne mellem Værkerne Nr. 7 og 8, hvor jeg efter at have udskudt den største Del af de Rør, der var mig betroet, saa mig nødsaget til enten at lade mig skyde eller fange, og jeg valgte naturligvis det sidste.

Det var om Formiddagen Kl. henimod 11; jeg tillige med fem andre Konstabler modtog vor Post den 17de om Aftenen, da Kl. var 7, og skulde have været afløst den 19de, men vor Afløsning kom denne Gang helt uventet paa os, det vil sige, af de preussiske Soldater. Om Aftenen, da vi afløste, var der nogenlunde roligt med Hensyn til Skydningen, men den tiltog efter- haanden, og ved Daggry blev den saa heftig, at man skulde tro, at Jordens Undergang var nær, og dette vedvarede til Kl. 10. Vore Værker vare paa dette Tidspunkt saa ruinerede og saa forskudte, at vort Artilleri kun kunde yde en svag Modstand, og af Infanteri havde vi alt for lidt til at modstaa et Angreb, ligesom ogsaa vor Re- serve var temmelig langt tilbage,