Sidsel Marie med sin yngste Søns yngste Datter.
ikke vovede Sange og Historier, naar vi Børn var i nærheden, men søgte altid at holde Luften ren om os.
Paa Øllufgaard blev Hans født. Mor var ikke glad for, at hun skulle have ham, men han har fra lille Dreng været en god og kærlig Søn, saa hun har tit og mange Gange været glad, fordi den lille Efternøler kom.
Efter nogle Aar i Roust med Slid og Fattigdom endte de i Varde, hvor Mor nu begyndte en lille Grønthandel, som med Tiden har udviklet sig, saa Mor paa sine gamle Dage endelig er naaet at blive fri for økonomiske sorger. Altid giver hun god Vægt og et venligt Smil i Tilgift, saa det er ikke saa underligt, at Mor har mange Venner.
Rigmor og jeg kom ud at tjene paa samme Dag. Mor har ofte sagt, at det var den haardeste Dag i hendes Liv. Vi var kede af at skulle af Sted. Mor trøste- de os, trods det at hendes eget Hjerte var fuldt af Sorg. Jeg husker hun sagde, at vi skulde bede »Fadervor« hver Aften Kl.
10, saa vilde hun bede paa samme Tid, og saa skulde vi tænke paa hinanden. Hun sagde ogsaa engang, jeg var bange for at gaa i Mørke: »Den Gud vil bevare, er uden Fare«. Det skulde jeg gaa og sige til mig selv, naar det var mørkt.
Da vi Børn kom ud i Verden og fik gode Forhold at leve under, ved jeg, at hun hver eneste Aften takkede Gud, fordi vi havde det godt og opførte os godt.
Christian led Skibbrud paa forskellig Vis, men han gjorde aldrig Mor Sorg ved daarlig Opførsel. Hans Død kom som et frygteligt Slag for hende, hvorfra hun kun langsomt rettede sig. Nu øser hun sin Kærlighed ud over Børnebørnene –– utal- lige er de Ting, hun med sine flittige Hænder i Aarenes Løb har frembragt. Strikkearbejder er Mor en Kunstner til, og hun høster megen Beundring for sin Strikning.
*
Hans og Rigmor er altid parat, naar der er noget i Vejen med Mor, og Mary har ofte brugt sin Ferie til at pleje Mors daarlige Ben, saa Mor høster nu, hvad hun har saaet. Hun har haft et forunder- ligt stærkt og rent Sjæleliv, som intet Smuds har kunnet klæbe ved. Derfor har hun alle Vegne vundet sig Venner. Det saa vi bedst ved Christians Død og ved Mors alvorlige Sygdom i Vinter. Alle vilde saa gerne trøste. Mor har aldrig søgt Storhed og Ære, men hun har sørget over, at hun og Far ikke havde Midler til, at vi Søskende kunde lære noget. Den Sorg kan hun godt spare sig. Vi er sikkert lige saa lykkelige i vor Gerning hver især, som vi vilde være, hvis vi i Kraft af en god Uddannelse var naaet højere op paa Rangstien. Vi har, ved ar se paa vores Mor, lært, at der under smaa Kaar kan leves et rigt Menneskeliv, og at der ved Sorg og Modgang kan skabes en helstøbt Personlighed.
Helga.
