svimlende Løn i Form af en Ost og har tænkt sig, at det var Vejen til Rigdommen, ved jeg ikke, men en Kendsgerning er det, at hun fik Lyst til Mejerivæsen og blev Mejerske først i Uglev og senere paa »Han- nesborg« paa Fyn, hvor hun først for Alvor mødte sin Skæbne i Rasmus' Person, og som hans Hustru drog hun i Septbr. 1896 ind paa Andelsmejeriet Rosvang.
Mine egne Erindringer om Dorthea gaar kun saa langt tilbage som til Tiden kort før hendes Bryllup. For mig stod »vor Dorre« altid i en særlig Eventyrglans. Hun var den store Søster, der var rejst ud til fremmede egne, og mit allerførste Minde om hende er fra engang hun kom hjem paa Besøg. Hun havde en fin hat paa med »Slør for æ øvvn«, hun slog flot Sløret op og kyssede os og saa paa os med smukke Smil, som hun har bevaret under alle Livets Omskiftelser helt op nu til Støvets Aar.
Og da hun blev gift, blev hun ved med at staa i samme Glans for mig. Alene den store Tønde dejlige Æbler, der hvert Aar kom fra Fyn, vakte umaadelig Glæde og Selvfølelse hos mig. Tænk, man kunde tage et Æble med i Skole og vise frem, saa man ikke stod tilbage for Kren Smeds Johanne og andre, som altid skulde prale med Æbler, der endda var baade sure og grønne. Og Julepakken med Anden og Julestjernen, ja, den hører ogsaa til min Barndoms store Øjeblikke.
Rasmus og Dorthea havde gode Aar paa Rosvang. Der var Travlhed og Munterhed med mange Unge i Huset, og snart kom der ogsaa en Børneflok. Fire eller fem Børn fødtes, mens de boede i Kissendrup. Men Rasmus' Selvstændighed og Virketrang fik ham til at bryde op fra sin Beatyrerstilling for at overtage en selvstændig Forpagtning af Kaslund Mejeri, og her fik de deres egentlige Livsgerning. Det føjede sig saale- des, at jeg i min Læsetid og Læreindeaar i Turup kom meget paa Kaslund Mejeri, som jeg mindes med stor Glæde og Tak- nemmelighed.
Ja, det var et godt Sted at komme, og der kom mange Mennesker. Dorthea havde
nok at gøre som Moder for en stor Børne- flok og Husmoder i et stort og gæstfrit Hjem, men det var hendes bedste Aar. »Da havde jeg dem alle sammen«, plejer hun at sige. Syv Børn havde dengang et lyst og godt Hjem under gode økonomiske Kaar, men saa begyndte Sygdom og Sorg at banke paa. Først mistede de lille Kristian, en god og begavet Dreng, saa kom den spanske Syge, som tog den unge, livsglade, tyve- aarige Margrethe, og ikke længe efter døde Anna, den ældste af Flokken. Det var svære Aar, og Rasmus, som efter et Fald fra Loftet aldrig rigtig var blevet stærk, blev i Vinteren 1924 meget syg, og da Livsmodet og Mod- standskraften var brudt, maatte Dorthea og- saa miste ham og det nye Hjem, Gyng- strupgaard, de den Gang nylig havde købt. Jeg glemmer aldrig, da Dorthea stod ganske stum og stille mellem de fire Grave paa Barløse Kirkegaard.
Men Livet skal jo leves, og Dorthea maat- te paany flytte sine Teltpæle. I Svansbjerg fik hun nu sit lille Hjem, men hun var ikke ene, for der var en ny Børneflok, der elskede hende, og Stien over til Farmors Hus blev flittigt brugt. En ny Anna Dorthea, en ny Grethe og endnu flere søde smaa kap- pedes om at give Erstatning for, hvad hun havde mistet. Desværre brød i disse Aar den alvorlige Sygdom, Sukkersygen frem, og den har hun nu i mange Aar maattet lide under.
Endnu engang ventede der Dorthea en Gerning som Husmoder. Da Svend og Inge- borg fik Forretning i Hareskoven, flyttede hun med derop, det var igen noget med Smør og Ost, der trak i hende, eller maaske var det den lille lyshaarede Kirsten, i al Fald vidste Svend nok, hvad han gjorde, naar han fik hende til Husholder, thi hvem kan lave saa dejlig Mad som »vor Mor«.
Imidlertid har Svend nu faaet Gudrun, og Moster Dorthea har heller ikke mange Kræfter, og Sygdommen har især været haard ved Øjnene. Dog vil hun helst, saa vidt muligt, gaa og pusle med Madlavningen til den nu lille Husholdning, men naturligvis maa Ingeborg lette Arbejdet for hende, hvad hun da ogsaa gerne vil. Det kniber lidt med