og er en god Ægtemand og Far, ja, vi maa lede længe inden vi finder hans Iige. Ofte ønsker jeg, Sofie kun- de se hans Hjem og hans kvikke Børn. Jeg er ikke af dem, der husker saa meget tilbage i Tiden, men den Dag, Sofie blev begravet, og vi kom hjem fra Kirken, kom Folmer hen til mig og sagde; ｻEr du endnu min Moster, og er du det ogsaa, naar jeg bliver en stor Mand?ｫ
Et Billede af Sofie har jeg inderst i min Sjæl. Hun havde haft Sorg og Skuffelse, kunde ikke sove, jeg vaag- nede ved, at hun gik frem og tilbage paa Gulvet. Hun strakte sine foldede Hænder mod Himlen, bøjede sig ned paa sine Knæ ved Vindueskarmen. Først angrede hun overfor Gud alle sine Synder, dernæst bad hun for sin Mand og sine Børn. 末
Kirsten.
MINDER OM MIN MOR
Af de to kære Mostres Skildring af min Mor 末 som jeg er meget taknem- lig for 末 kan man let Faa det Ind- tryk, at Mors Iiv var én lang Lidel- seshistorie. Men det er ingenlunde TiIfældet. Som den ældste af Børne- ne har jeg haft Mulighed 末 maaske mere end andre 末 for at se Mor glad.
Jeg mindes Mors Glæde, naar Mo- strene kom paa Besøg 末 Forberedel- serne med Hjemmets og Børnenes Op- pudsning. Ligeledes mindes jeg Mors Glæde, naar Onkel Niels kom, thi Onkel Niels havde aldrig Ærinde til Uglev eller andet Steds i Nærheden af vort Hjem, uden at han saa ind til os. Far havde tidligt lært mig at synge en Sang ｻOm Glæder end be- tegned'ｫ, og hver Gang Onkel Niels kom, maatte jeg synge den Sang for ham 末 og fik hver Gang en 5-Øre. Nu da jeg er voksen, erindrer jeg Mors GIæde over Optrinet, som hun jo ikke kunde høre, men vel havde en
Følelse af var til glæde for os andre. Ligeledes glædede det Mor, naar Far om Aftenen legede med os Drenge og lavede mere eller mindre halsbræk- kende Kunster med os. Familien paa Thyholm kan sikkert huske dette.
Et Træk, som paa en rammende Maade giver Mors Personlighed, var det, at hun engang skulde have nye Gardiner, og i Modsætning til den gængse Skik med bare en Kappe for oven vilde Mor have lange Gardiner. Jeg var vel kun 5末6 Aar, men erin- drer endnu ganske tydeligt, hvorledes den almindelige Betænkelighed ogsaa bredte sig til mig, og enhver, der ken- der noget til Thyholm, ved, at man ikke uomtalt bryder med gamle Skik- ke. Men Mor var ligeglad. Saadan vilde hun have det, og saadan blev det. Ogsaa i den Henseende ligner Moster Titte min Mor.
Skal man i et kort Rids give et Billede af Mor, viI jeg tro, at hun født under andre forhold end de strengt religiøse thyholmske, og hvis hun ikke havde været døvstum, vil- de have haft rige Muligheder for at drive det til noget. Beviset synes mig at være min Broder Alfred, som lig- ner Mor, og alle Dage har været en Ener, altid var han den førende i Drengeflokken, altid var han foran os andre med Penge og Idéer 末 og med Energi til at gennemføre sine Tanker. Hans Rejse til Amerika som 16-aarig midt i Verdenskrigens Dage vidner ogsaa om en Selvstændighed, som kun kan være arvet efter Mor.
Desværre maatte vi jo tidligt miste Mor, men vi har dog begge to 末 el- ler alle tre 末 meget at takke Mor for. Vor største Sorg er det, at Mor ikke har haft Lejlighed tit at se, at det er gaaet os relativt godt. Jeg ved, at det vilde glæde Mor, om hun kun- de se, hvordan vi bor, for selv om vi synes der endnu mangler meget, før Maalet er naaet, vilde det alligevel