stret og et lille Pufærme, tænk, hun havde lange Handsker paa, for fiks var hun altid, ja jeg syntes fin. Mor syntes nu ogsaa for fin. Lidt efter, da vi havde Frikvarter, kom Sofie tilbage med Hansen under Armen. Et smukt Par. Da forstod jeg ikke Fars og Mors Sorg over, at Sofie vilde gif- tes. Hjemme i Hellerød var elIers ik- ke megen Selskabelighed, men Sofie havde alligevel af og til lidt Gilde. Saa blev der vel nok pudset op, og jeg tror saamænd, at det var hende, der lærte mig en Del. Hun kom saa meget ud, syede jo baade hos Præst og Degn og Købmand. Saa blev vore faa tarvelige Møbler gnedet i Petro- leum; det kan nok være, Fars Char- tol skinnede! ––
Mor bagte en dejlig Kage med Mu- skatblomme i, jeg har prøvet at bage den, men kan ikke faa den til at sma- ge som Mors Kage. Engang til et saa- dant Gilde var jeg saa uheldig at komme en Karklud i Chokoladegry- den i Stedet for Opvaskegryden (Mor vaskede tit op af en Gryde, som stod paa Komfuret med Vand i). Det fik Sofie nu ikke at vide.
Naar jeg tænker paa Sofie, ja, da er der baade lyse og mørke Minder. Hendes Ægteskab var ikke en Dans paa Roser. Hun gjorde, hvad hun kunde, forstod ogsaa med smaa Mid- ler at gøre Hjemmet hyggeligt, hun elskede Hjem, Mand og ikke mindst Børnene.
Hun syede stadig for fremmede, og jeg hjalp hende saa i Huset, mest Nytte gjorde jeg vist ved at gaa Bud mellem Uglev og Hjemmet i Helle- rød. Hvad jeg har baaret i den brune Kurv fra Hellerød til Uglev, ja, det var der kun Mor og jeg, der vidste. Sofie havde ikke mange Kræfter og var vant til at have det godt hjemme hos Far og Mor, saa hun var vel hel- ler ikke saa let at være gift med.
Tiden gik, først kom Folmer, se-
nere Alfred, ja hele 6 Børn blev hun Moder til. Nu jeg er bleven ældre, har jeg saa ofte tænkt paa hende, ja, jeg har bebrejdet mig selv, saa lidt jeg forstod hende i hendes Sorg over at miste sine Børn. Da hun skulde paa Sanatorium, sagde hun til mig: »Nu forstaar jeg, hvorfor Gud har taget mine smaa Børn; han kan bedre pas- se dem, end jeg kan«. Kresten og Pou- line var gode imod Sofie, trods den Sygdom hun havde, tog de Sofie ind i deres eget Soveværelse –– der døde saa vidt jeg husker lille Ejlert.
Et lille morsomt Træk fra Folmer og Alfreds Barndom. Det var jo ikke altid lige let for Sofie at forstaa Drengene, men Drengene gav ikke op, stampede lidt i Gulvet, skrev med Fingren i Haanden, endda de hverken kunde læse eller skrive, og Drengene gik som Regel at med Sejren.
Sofie var den af alle os Søskende. der laa far og Mor mest paa Hjerte. Da Mor var syg og laa paa Thisted Sygehus, skrev hun i et Brev til mig: "Du glemmer vel ikke at besøge So- fie, tror du hun faar noget fra Hjem- met nu?" Mor var aldrig glad, mens hun var paa Sygehuset, og det samme var vist Tilfældet med Sofie, mens hun var paa Sanatoriet. Jo, hun var glad, naar enten Hansen og Drengene eller jeg kom, men hvor var hun be- drøvet, naar vi forlod hende. Sofie vat saa glad for at samle sammen til Hjemmet, jeg husker saa glad hun blev for en Træske, jeg gav hende. Det var ikke noget flot Udstyr, hun fik, men det bedste Hjemmet for- maaede at give hende, og alle Søsken- de hjalp til. Niels var ogsaa en god og kærlig Bror, naar det gjaldt Sofie og hendes Hjem.
Der var stor Glæde i Hjemmet, da Folmer kom til Verden. en dejlig Dreng var han. Moderens Glæde og faderens Stolthed. Ofte var han syg, men nu er han som vi alle ved rask,