TO BREVE
Kirke Saaby, 24末9末31.
Kære Folmer!
Tak for det hyggelige Samvær Søndag Af- ten hos Moster Titte! 末 Der var en lille Bemærkning i det, du havde skrevet om din Mor, som jeg gerne vilde have talt med dig om, men der blev ikke Anledning dertil. Saa vidt jeg husker, nævnte du blandt de Ting, som havde hæmmet din Mors Udvik- ling, ｻEgnens mørke Religiøsitetｫ. Jeg ved ikke, om det er gennem Udtalelser af din Far, du har faaet denne Opfattelse; i hvert Fald er den ganske forkert. Din Mors reli- gion var en barnlig tro saa ægte og dyb, som man vist sjældent finder den. Den var saa ganske uberørt af stedlige Forhold, saa den var uforandret, enten hun boede i Var- de eller paa Thyholm, eller om hun var vokset op i en grundtvisk Valgmenighed. Den var saa langt fra at være nogen Hem- sko for hende, at det tværtimod var den, der bar hende gennem Livets store Skuffel- ser og Sorger. Jeg glemmer aldrig den Af- ten, 31. Decbr. 1909, da jeg kom til hende for at besøge hende for sidste Gang (det var vel ca. 3 Uger før hun døde). Da tog hun sit Linned op og viste mig det stakkels udtærede Legeme, idet hun sagde: ｻSaa- dan ser jeg ud, men nu er det snart forbi; men jeg er slet ikke ked af det. Jeg skal nok hilse Mor fra digｫ.
Kærlig Hilsen til dig og din Familie.
Moster Ellen.
5末10末41.
Kære Moster Ellen!
Tak for Brevet! Ogsaa jeg vil takke for det hyggelige samvær 末 det er kun alt for sjældent, vi har Lejlighed til at se Jer Mo- stre, naar I er paa Visit i København.
Som svar paa din forklaring af min formodede misforstaaede Opfattelse af Mors Religiøsitet vil jeg gerne have Lov at svare, at min Opfattelse er baseret paa egne Iagt- tagelser saavel paa Thyholm som andetsteds.
Det kan vel næppe være nogen Hemme-
lighed for familien, at jeg ikke deler jert syn paa Religionen eller dens Værdi. Og jeg kan tilføje, at jeg først efter at jeg hav- de afkastet det, jeg vil kalde det religiøse Aag, har følt mig fri og lettet. Og klaret mig uden dette Aag.
Naar Mor ud fra sit religiøse Synspunkt har sagt, at hun ikke var god nok til at passe sine Børn, vil jeg hævde, at dette er et Bevis paa, at Religionen ogsaa kan gøre Skade. Hvis man kommer til at se gamle Tal ang. Fødsler, Dødsfald og lign., vil man se, at Dødsfald blandt Børnene var langt mere hyppige før i Tiden 末 f. Eks. for en 35末40 Aar siden. Og Dødsaarsagerne ka- rakteriseredes ret abstrakt som ｻMavepineｫ, ｻTandpineｫ, ｻHovedpineｫ eller ｻTæringｫ.
Hvis vi imidlertid vil lade alt det religiøse ligge og se rent objektivt paa mine fire smaa Søskendes Dødsaarsager, kan man med det, der nu vides om Sygdomme, fast- slaa, at Mor havde en begyndende Tuber- kulose, som selvfølgelig ikke er blevet bedret af mere Arbejde og Barnefødsler. Det kolde Faktum maa derefter være, at de smaa Sø- skende paa et meget tidligt Tidspunkt er blevet smittet af Mor, og Sygdommen har da sat sig et eller andet Sted og medført Døden. Det har altsaa været uheldige soci- ale Forhold og manglende Kendskab til den farlige Sygdoms Behandling, der maa bære Skylden. Og Mor kunde spare sig det Min- dreværdskompleks, som misforstaaet religiøs Trøst havde givet hende.
For selv om Mor var døvstum, vil jeg hævde, at hun kunde opdrage Børn til at blive gode Mennesker. Vi maa dog beklage dybt, at hun ikke fik lejlighed til at vise det.
Tilfældet vil, at jeg senere i Livet har truffet adskillige døvstumme, og netop for Tiden arbejder sammen med en døvstum Bogbindermester, som i mange Henseender minder om Mor, bl. a. fordi han er usæd- vanligt godt med paa næsten alle Omraader. Men skønt han er intelligent, har 5 hørende Børn og altsaa driver Forretning, er der dog det fælles Træk, som jeg har mødt hos alle Døvstumme: De forventer, at alle Menne-