Folmer i Pleje imens, sammen med sin egen lille Søn. Begge Brødre var der ogsaa, og Fars Søster Pauline betroede Mor bagefter, at hun vældig godt kunde lide de to Brødre, særlig ham, der var gift –– mon ikke det har været særlig den anden. I hvert Fald blev de to senere forlovet og gift og dannede et godt Hjem, som har betydet meget for os Søskende og for saa mange andre. Onkel Christen er nok den af sine Søskende, Mor har holdt mest af.
De første Aar af deres Ægteskab boede Mor og Far i Esbjerg og saa Byens rivende Udvikling. Der blev vi to ældste børn født. Far arbejdede paa Havnen, og Mor bandt Vod til Fiskerne. Jeg kan mindes det udspændte Fiske- garn over Bordenden og Mor, der ung og glad sad og sang over arbejdet. Mor elskede at pynte os to Piger. Hun var ferm til at sy, og vi var altid ens i Tøjet, da vi var smaa. Sommetider gik vi Tur i Byens Gader. Rigmor var saa rund og varm, jeg var altid forfrossen, saa en Gang imellem maatte vi bytte Plads, saa Mor kunde faa Varme fra Rigmors Haand.
*
Efter nogle Aars Forløb døde Mors Mor, og det blev ordnet, saa Far skulde overtage Landbruget, der hørte til Huset i Hellerød, og vi skulde saa bo sammen med Bedstefader og Moster Hanne, der var 12––13 Aar. Fra den Tid husker jeg rigtig, hvor god og kærlig Mor var over for sin Far. Han og min Far for- stod aldrig hinanden, dertil var de alt for forskellige. Det har ikke været en let Post for Mor, at staa imellem de to Mænd og faa det til at glide. De mange Søskende kom til Hjemmet, og Mor tog Del i deres Sorger og Glæder, var nervøs, naar de skulde op til Eksamen, bekym- ret for deres Økonomi, og glædede sig over al Maade, naar det gik dem godt.
Da Moster Ellen var paa Seminariet, blev hun kendt med Onkel Kristian.
Han skrev til hende, da hun var hjemme paa Ferie. Mor var godt klar over, at der var noget i Gære og søgte efter Brevet i en Matematik-Bog, da Moster Ellen kom og overraskede hende. »Jeg kunde vel ogsaa have Lyst til at lære lidt Matematik,« sagde Mor, og Moster Ellen maatte le.
Vi havde det muntert, naar de alle kom hjem. Moster Kirsten var i Sønd- bjerg Præstegaard og kunde gaa og tale nøjagtig som Provstinden og Døtrene, samt vise os, hvordan den gamle Inger Fut sprang over Rendestenen, og hvordan samme Inger Fut lettede op i alle de mange Skørter og viste sin Særk frem: »Fornem, fornem, min Særk er saa blød som Silke!«
I Hellerød blev Cristian og Mary født, Christian fik Bedstefaders Navn og blev hans Yndling, der kunde faa Lov til alt, hvad han havde Lyst til. Han blev alle Dage det kæreste Barn for Mor. Det var som hun elskede sin Far og hele sin Slægt gennem den Dreng. Fra han var helt lille spejdede hun efter Tegn paa, at han lignede Damsgaard-Familien. Mor, der ellers altid var rolig og ligevægtig, bruste op og blev vred, saa snart vi sagde noget ufordelagtigt om Christian. Han var rigt begavet og hjertensgod og kunde som voksen Mand give sin sidste Øre bort.
*
Siden flyttede vi til Varde, hvor Far arbejdede for Onkel (som vi alle Dage har kaldt Morbror Christen), og blev Be- styer paa Onkels Gaard. Da maatte Mor slide ud over alle Grænser. Der var man- ge fremmede Karle paa Kost, og Mor maatte desuden malke 8 Køer. Vi var store Piger, men hjalp alt for lidt til. Mor kunne ikke nænne at vi skulde arbejde –– nu kan vi græde ved Tanken om, hvad vi kunde have gjort. Mor viste nu sin God- hed mod de unge Mænd, der arbejdede paa Gaarden. De takker hende endnu, naar vi træffer een af dem. Hun taalte