I har da aldrig hørt, at Far og jeg har talt til hinanden paa den Maade«. –– Det var virkelig sandt; jeg mindes aldrig at have hørt dem skændes eller tale haardt til hin- anden.
Far og Mor sluttede sig ikke til nogen kirkelig Retning, men var alligevel, hver paa sin Vis, ydmyge kristne. Mon vi ikke alle kan huske, hvor højtideligt det var, naar Far læste Prædikenen for Mor? Jeg glemmer aldrig den sidste Juleaften, Mor levede. Da sad Far og sang Julesalmer for hende. Da Far var død, skrev søster Marie til mig: »Nu har vi ikke mere Far til at bede for os. Jeg har saa tit hørt, at han, naar han var kommet i Seng deroppe i sin Stue, har bedt for os alle«.
Selskabelighed var der ikke meget af der- hjemme, dog hændte det, at gode, gamle Venner kom paa Besøg; Det var navnlig Niels Spillemand og Sidsel Katrine, samt Jens Kr. Lund og Ane. I de sidste Aar af Mors Levetid var det vist kun paa Fars Fødselsdag, vi havde Gæster. Da kom der altid en Del af de store Børn hjem, somme- tider langvejs fra. Saa trakteredes de med Hvidkaal, Flæsk og Medisterpølser. Vi syn- tes, det var Herreretter.
Nu, da jeg tænker paa Gæsterne der- hjemme, mindes jeg ogsaa de mange, der kom hos os og nød godt af Mors Gæst- frihed uden nogen sinde at kunne gøre Gen- gæld: Maren Poder, Trine Adelsen, Lars Kringel, Marianne og J. Chr. Borre, Met’ Jensens Ane og mange flere. De kom ind og fik lidt at styrke sig paa, og var det Jegindøboere, blev de Natten over hos os.
Ved Nytaarstid 1902 blev først Far og siden Mor syg og sengeliggende. Far kom op igen efter flere Maaneders forløb, men med Mor gik det stadig ned ad Bakke, indtil hun døde d. 3. April 1903. –– Hvor var Niels en god Søn i denne svære Tid; næsten hver Aften gik han til Hellerød for at se til Far og Mor; det var til saa megen Trøst for dem.
Ved mors Begravelse var vi alle ni Søskende samlet. Det var første Gang; men det blev ogsaa den sidste.
Vor gamle Ven og »Pensionær« gennem mange Aar, Peder Led, døde godt et Aar senere (4.––5.––1904). Der gik endnu et Aar; Saa blev Hjemmet overdraget til Peder og Marie, og jeg drog hjemmefra.
Sine sidste Aar levede Far i Søndbjerg hos Niels og Katrine; Jeg har lige siddet og læst en Del Breve, som han har skrevet til mig i den Tid. I Februar 1916 havde Hanne faaet at vide, at Far var saa træt og svag. Hun rejste hjem straks, skønt hun da havde et lille Barn, som hun maatte tage med sig. Jeg var saa glad, fordi hun gjorde det, for hun var den, der med sin Hjertevarme kunde glæde ham mest.
Far døde stille og uden Smerter den 10. Februar, efter at han om Morgenen havde nydt Nadveren og derefter havde sagt: »Nu er jeg færdig til at flytte«.
Skal man med faa Ord karakterisere Maren og Chr. Damsgaard, maa man sige, at de begge var begavede og stræbsomme Mennesker; han var særpræget af sin ube- stikkelige Retsindighed, hun af sit kærlige Sind.
Vi bevarer Mindet om vore Forældre i Kærlighed og Taknemmelighed.
Ellen
-
Sikkert i overensstemmelse med samtlige Familiens Medlemmer vil jeg gerne straks have lov til at takke Moster Ellen for oven- staaende hjertevarme Artikel –– som vel næppe nogen inde for Familien kunde skri- ve smukkere.
I Artiklen staar nævnt en Moster Kirsten, men de fleste inden for Familien kender kun een Moster Kirsten –– nemlig Moster i Sandved, som hun ogsaa kaldes. Men vore Mødre inden for Slægten Damsgaard havde ogsaa en Moster Kirsten, som boede i Se- rup paa Thyholm, og samme Moster Kirsten, som jeg har været saa heldig at kende, fore- kommer mig at være en saadan Personlig- hed, at vi bør vie hende nogle Linier i vort Blad. Jeg vil derfor være taknemlig for fra en af mine Mostre at faa nogle Linier om den gamle Moster Kirsten i Serup.
Iøvrigt fortsættes Navnet Kirsten stadig