Egentlig er det vist ikke helt rigtigt, at jeg har paataget mig den Opgave at fortælle noget om Søster Dorthea, da hun er den ældste, og jeg dem yngste af vor store Søskendeflok, og der 22¾ Aars Alders- forskel.

Hendes Barndom og første Ungdom ken- der jeg da selvsagt kun gennem Omtale, men saa meget husker jeg da af Fars og Mors Samtaler, at hun havde været dem til stor Glæde under Sin Opvækst. Alene Nav- net fortæller os, hvad hun som den første- fødte har betydet for de tre i Hjemmet: Far, Mor og gamle Dorthe Søgaard, som hun er nævnet op efter.

Der er mit Indtryk, at hun især var Fars »gjæv' Pige«. Mor havde jo ogsaa de mindre Børn, særlig blev Sofie vel nok paa Grund af sin Sygdom Mors Hjertebarn.

Som den Tids Skik var, kom Dorthea tid- lig ud at tjene. I sin første Plads, som for- øvrigt var hos en meget snurrig Mand, Jens Pedersen i Havreland (Stille kuns nu), fik hun en stor Løn: den bestod af –– en Ost for en hel Sommer! Men der har vel nok været Held ved den Ost, eller den har været en Slags Skæbne for Dorthea, for til Smør og Ost blev hun knyttet hele sit Liv, hvorom senere skal fortælles. Om Kon- firmationsalderen kom hun i Huset hos Pastor Rønne, Søndbjerg Præstegaard. Der tilbragte hun adskillige Aar, og saa vidt jeg

kan skønne, var det en kombineret Stilling af Barnepige og Legekammerat for Præstens Børn. I al Fald har hun bevaret dem i kærlig Erindring ikke mindst den senere saa bekendte Jørgen Falck Rønne.

Hun fulgte med dem, da Præsten blev forflyttet til Vejrup, men kom igen senere til Thyholm, hvor hun kom til at tjene paa en Gaard i Serup, og da havde hun et godt Tilholdssted hos den ejegode Moster Kirsten, som Ellen har fortalt om. Ja, »den gamle fra Serup«, som hun i sine sidste Aar kaldtes, hendes lille Hus og have med Brøn- den, den aabne Skorsten, hvor hun røg Pøl- ser, det er nu altsammen borte. Moster Kir- sten var en stor Mester i bagning og havde altid Smaakager i Huset, men det hændte rigtignok tit, at de unge i Familien gik ind og tømte Kagekassen (Døren var aldrig laaset, der blev blot sat en Kæp i for at vise, at der ingen var hjemme). Dorthea var ret hendes Øjesten, og i Mosters lille Hus var der tit Skæmt og Løjer. Jeg kan vist godt røbe, at Dorthea var en meget køn ung Pige, som adskillige havde et godt Øje til. Jeg har ladet mig fortælle, at der var en velhavende Gaardmandssøn, hvis Hjerte hun havde sat i Brand, men hans Mor affærdigede ham med disse Ord: »Hvad kan det nytte med en kjøn Hued og en bar Røw.«

Om nu Dorthea er kommet i Hu sin