frue, hvor hun blev i de sidste seks Aar, hendes skoletid varede.
Det er kun saa lidt, jeg mindes om hende fra den Tid udover de sidste to Aar naar hun var hjemme i Fe- rien; men aldrig ser jeg en Stikkels- bærbusk med grønne, laadne Stikkels- bær, uden jeg mindes de Buske af same Slags hjemme i Hellerød; de maatte nemlig ikke røres, før Sofie kom hjem. Mors glæde, naar hun kom, glemmer jeg aldrig. Alt det Liv og al den Morskab hun bragte med sig, ja selv vores tavse Far kunde hun faa til at le saa hjerteligt, naar hun paa sin harmløse Maade kopierede os alle sammen.
Naar saa Afskedstimen slog, tog Vemoden igen Overhaand, og Sofie var meget bedrøvet, naar hun skulde afsted.
Maren Sofie og hendes Plejemoder
Til belysning af, hvor besværlig Forbindelsen med Fredericia var, kan jeg fortælle, at vi engang til Jul fik Brev fra Sofie paa den Maade, at Thomas Mortensen havde et Brev med fra Struer. Mor befandt sig paa Loftet, da Brevet kom, og Begiven- heden gjorde et saa stærkt Indtryk paa hende, at benene rystede under hende.
Jeg husker saa tydeligt, da Far rej- ste til Fredericia, da Sofie skulde kon- firmeres. Vores Mor var altid hjem- me, saa jeg tror slet ikke der var Ta- le om, at hun skulde med, men Mo- ster Kirsten fra Serup kom op til os den Dag, og vi levede paa en Maade med paa Højtidsdagen. To Dage ef- ter kom de hjem, Far og Sofie; denne Gang medbragte de alt hendes Tøj i en stor Trækuffert, og Far havde la- vet en Kommode til hende til hendes Hjemkomst. Jeg personlig var lykke- lig, jeg arvede en stor, fin Hat, to gamle Kjoler og gamle Skoleforklæ- der. Sofie havde som en særlig Gave fra sin gamle Plejemoder faaet hen- des eneste afdøde Datters Konfirma- tions-Guldbroche; en gave Sofie altid var meget glad for.
Jeg kan endnu se Sofie for mig som hun saa ud, da hun kom hjem. De mange Aar i en ret stor By, træ- net med lange Ture og megen gym- nastik gav hende et helt andet Præg end Landsbyungdommen, et Præg hun bevarede hele sit Liv. Vi smaa Søstre var altid saa stolte af hende, for trods hendes Døvhed var hun i Besiddelse af megen Charme, intet undgik hendes opmærksomhed, og alle holdt afhende. Jeg har altid væ- ret meget glad, naar nogen sagde, at jeg lignede Sofie. Unge Kræn Krabbe sagde engang til mig: »Du ligner So- fie –– men en grim kan godt ligne en køn«. Det var et godt Ord, han gav mig med paa Vejen!
Sofie tilbragte den Sommer hjem-