Med Mellemrum minder vor egen Familiejournal mig om det Fælles- skab, som følger af Slægtskabet.

Fra min tidligste Barndom har jeg faaet et stærkt Indtryk af Slægts- kærligheden, og selv følt en ube- vidst Medleven i en større Kreds af Personers Liv, Personer, hvis Navne kun var mig delvis bekendte. Mange af disse Familiemedlemmer har jeg aldrig set, og dog ved jeg, at hvis vi mødtes, vilde vi have adskilligt at tale om.

Jeg har mødt Slægtskabsfølelsen i to forskellige Former, begge vidt forskellige, og dog begge Udtryk for Fællesskabets Aand og Fælles- interessens –– den udvidede Egen- interesses! –– drivende Kraft. Den ene Form mødte jeg i min Mors Slægt, den anden i min Fars Slægt.

I første Tilfælde var det særligt den nulevende Slægt, dens Liv og Færden, Ve og Vel, der laa min Mor og Moster (Kirsten) og deres Søskende paa Sinde.

I min Fars Slægt  ––  og navnlig hos  Farbror  i  Hørve   ––   var  det

særlig Nedstamningsforholdet, den hedengangne Slægts Liv og Ger- ning, Forfædrenes Indsats til Gavn for De kommende Slægter, Fædre- nes Arv, der var det bærende i Slægtskabsfølelsen. Naar Farbror i Hørve - han er sikkert godt kendt af alle indenfor Familien Dams- gaard - særlig har dyrket Fædre- nes Arv, skyldes det sikkert, at Far- brors nulevende Familiekreds er saa lille. Endelig er der i min Mors Familie et saa stærkt socialt Instinkt, hvis Kendemærke er Interessen for det nutidige og fremtidige, medens Farbror har et historisk Instinkt, hvis Kendetegn er Interessen for det fortidige, og da Genealogien siges at være Historiens Moder, er der intet forbavsende i, at Farbror fornemmelig har befattet sig med vor Afstamning, vore Fædres Leve- sæt og deres Indsats.

Og hvilken Indflydelse har saa Disse tvende forskellige Standpunk- ter haft paa mig selv. Ja, desværre den, at jeg har anset begge for for eensidige. Min Mor og hendes Sø-