F R E M T I D E N

Det er med Bevægelse i Sindet, vi igen gaar mod et nyt Aar, mod en af os ukendt Fremtid, Thi vi føler saa stærkt i disse Menneske- magtens Tider, at det er os selv, som skal gaa ind i den nye Tid. Hvilke Sorger og Glæder skal vi berede hverandre? Er vi stærke nok til at bære Sorger og Ofre? Og saa vokse i Modenhed og Kær- lighed derved? Eller har vi vist os værdige til gode og glade Dage? Lærte vi af den Fred og Over- flødighed, som hidtil er blevet os til Del?

Nej, er det ikke sandt, at vi frygter Smerter og hader Prøvelse og dermed Smerternes og Prøvel- sernes Visdom? Og vi gruer i en Tid, hvor Sværdet hænger over Hovedet paa os, Saafremt vi da har en Anelse om Faren. –– Og vore Ofres Røg gaar lavt over Jor- den, som Kains Offerrøg. –– Abel, Abel, som ofrede af et rent Hjerte, dit Blod raaber mod Himlen.

Hvad vil Nytaaret bringe os? Skal vi se vore Hjem forødes af

Ild, vore gamle i Afmagt og vore unge i Kamp? –– Derfor bed, du kristne Menighed, mens Tid er; bed for Vennerne, bed for Fjen- derne og bed, at du selv maa be- vare Troen og Kærligheden. –– Hver Gang, General Gordon skul- de til ubehagelige Forhandlinger eller i Kamp, bad han paa sine Knæ baade for sine egne, sig selv og sine Modstandere. I Bønnen maatte han se, at alle Mennesker var under Guds Kærlighed og Naade.

Gordon kendte, kan hænde, Vis- mandens Ord: »Først god. saa glad!« Og vil vi vinde Glæden i, det nye Aar, maa vi gaa den samme Vej som han. Da kommer det til os: Hvem er god? Er vi ikke al- tid optaget af vort eget og af at klare os saa let og offerløst som muligt gennem Vanskeligheder? Ganske ulig Jesus. –– Med Bevæ- gelse ser vi ind i det nye Aar, baade for de truende Farer og for vor Synds Skyld.

– – Da lyder Adventsklokkens