2

skende nærer en saa udelt Kær1ig- hed til sin Familie, at enhver Form for Kritik af Familiens Handlinger optages meget ilde –– maatte end en af Familien ved sine Handlinger gøre sig andres Dadel skyldig: han bør dog være Familiens Dadel fri. Jeg anser dette for uheldigt, da den Dadel, der uddeles af eens nærme- ste Familie er mere værd end Na- boens Kritik –– den er oftest lige- gyldig.

Og vi kan nu ikke altid gaa ud fra, at selv vor egen gode Familie er fejlfri!

Det er ejendommeligt, at disse damsgaardske Børn, der ellers er saa prisværdigt nøgterne, fuldstæn- dig mangler objektiv Vurderings- evne, naar det drejer sig om den indre Familiekreds' Anliggender.

Men jeg beundrer den Kærlig- hed, som faar min Mor og hendes Søskende til saa uforbeholdent og uegennyttigt at hjælpe hinanden og hinandens Børn, og jeg er klar over, at der er den store Brist hos mig selv og mine Fætre og Kusiner, at vi ikke i samme Omfang har Villie til at ofre os for Familien. –– Naa, dertil vil jeg nu sige, at vi Fætre og Kusiner har en større Familie- kreds end de damsgaardske Børn –– i hvert Fald har jeg kun und- tagelsesvis hørt min Mors Fætre og Kusiner omtale.

Om Farbrors Slægtskærlighed vil jeg som en Mangel fremhæve, at den ved en eensidig Fremhæven af Fædrenes gode Gerninger let

fører til et fortegnet Billede af Slægten. Hvert Menneske har sine Fejl og Fortrin, men ved at frem- hæve Fortrin alene, faar vi et for- kert Maal, baade i Betydning af Maal –– Livsmaal –– for vore egne Handlinger og en forkert Maale- stok til Vurdering af Fædrenes og vore egne Gerninger. Ved den een- sidige Fremhæven af Fædrenes Minde bliver det let til Familie- dyrkelse, der kan være til Skade for den levende Generations Ind- sats. Vi maa ikke leve paa Fædre- nes Arv. Hver har vi vort eget, og hver maa vi paa egen Vis søge at naa længere end den foregaaende Slægt. Vi føler, at dens Historie er forbi. Vel var Slægtens Historie Modgang og Lidelse, men vi føler, at hver Dag, vi lever, skabes Hi- storie igennem et umaaleligt Fond af Lidelser, for vi har set det høje- ste Resultat af den forrige Genera- tions Organisations form, Militaris- men og Teknikken løbe amok. Den yngre Generation vil ikke under- kende Fædrenes gode Gerninger, men maa tvivle og ryste paa Hove- det ved kun at høre om de gode Gerninger.

Farbror og Faster i Hørve er for saa vidt et Modbevis paa den oven- for fremhævede Mangel. For disse to Mennesker blev deres Fars og Mors Indsats en Inspirationskilde til evigt Arbejde for det Maal, som deres Forældre havde sat. For dem lyder det altid: Fars og Mors og det gamle Hjems Gerning skal leve