4

Vi kan vist godt være enige om, at in- gen Familiefester er saa populære som de, Folmer og Ella i Tidens Løb har indbudt os til. Husker vi ikke alle Jørgens Kon- firmation, hvor folmer havde udfoldet sin sædvanlige Opfindsomhed, ja overgik sig selv i Retning af Bordkort og Festsange. Var det ikke saadan i lang Tid, at naar en Begivenhed skulde tidsfæstes, sagde vi altid, om det var før eller efter »Folmers Konfirmation«, som altsaa dermed er pla- ceret i Lighed med f. Eks. den julianske Kalenders Indførelse. Og tænker vi ikke med stor Glæde og Fornøjelse tilbage paa den overordentlig smukke og stilfulde Fest i »Valhal«, da det var Kirstens Tur. Jo, Folmer og Ella de kan.

Det viste sig ogsaa den 29. Oktober, og som hele Familien ved, var Anledningen ingen ringere end Folmers Fars 70-Aars Fødselsdag. Og at de nu selv havde Plads i det smukke Hjem i Nordborggade, gjor- de det næsten endnu mere hyggeligt.

Vi gamle – det vil sige Svoger Frederik Hansens egen Generation: Moster Titte med sin Mage, Tante Gerda, Johs. og jeg samt Dorthea, der dog havde sendt Inge- borg og lille Kirsten som Suppleanter – mødte op Kl. 6 og blev i Entreen mod- taget af Ella, der, rød i Kinderne, var om- bølget af den herligste Duft af Andesteg og Rødkaal.

Vi overbragte saa vor Lykønskning til Fødselaren, som sad ved Jørgens Skrive- bord, der bugnede af Blomster, Breve og Telegrammer, ja end ikke Pressen havde glemt at omtale Begivenheden, saa man ser, at alt foregik efter de bedste Mønstre.

Straks efter gik vi ind til det festlige Bord, der var pyntet med Blomster og smukke Glas. Middagen var efter den go- de gamle, men i vor Tid kostbare Op-

skrift: Suppe, fisk, Steg og Kage, saa en- hver kan forstaa, at vi ikke blev snydt. Vi tog ogsaa godt for os, for som Ella sagde: »Bedstefar bliver ikke 70 mere end een Gang«. Desværre var Moster Titte noget umaadeholden med de vaade Varer, hun tog et helt halvt Glas Vin, men saa tog Tante hende ogsaa fast i Armen, naar Flasken kom i Nærheden.

Naturligvis skaalede vi med Fødselsdags- barnet, som glad tog mod Hyldesten, men gladest var han vist for Pytte; hun klap- pede ham, hver Gang hun kom i Nær- heden af ham.

Men nu begyndte Ungdommen at strømme ind; jeg behøver ikke at nævne Navne, de kom alle, om det saa var Jo- hannes og Sigrid, der endda paa Hjem- turen maatte gaa fra Køge midt om Nat- ten. Desuden Hans og Laura Lundberg, saa vi var ca. 30. Paany dækkede Ella et festligt Bord med Masser af hjemmebagte Kager, og her foregik, om jeg saa maa sige, den mere officielle Festlighed med Taler og Sange. Ogsaa jeg kunde have haft Lyst til at sige et Par Ord, men fik ikke rigtig Mod til det. Det var nemlig, som om min Barndom rykkede mig saa forunderlig nær. Jeg mindedes fars fødsels- dag, hvor Hansen og Sofie altid kom med deres Børn, og Julen, der begyndte med, at vi med Hansen som Anfører lavede det fineste Julestads. Ingen var som han saa opfindsom og snild til at fremstille de nydeligste Ting. Kære Onkel Hansen, jeg tror nok, jeg kan sige, at Folmer ikke har sit lyse Hovede med de gode Ideer efter fremmede, det har han baade efter sin Mor og ikke mindst efter sin Far. Og naar Alfred har fartet saa viden om og haft Lyst til Eventyr og vist stor Foretagsom- hed, saa kan du vist heller ikke helt fra-